Røvere tømmer børneparadis for sprut
Tre efterlyste røvere smadrede en rude i en vagtbil og plyndrede supermarked for sprut.
Tre mænd er lige nu efterlyst, fordi de natten mellem torsdag og fredag brød ind i supermarkedet i badelandet Lalandia i Rødby og plyndrede det for sprut.
Det skriver Ekstra Bladet.
Grunden til, at der ikke er tale om almindeligt indbrudstyveri, er, at en alarm gik i supermarkedet, og det fik en centervagt til med det samme at rykke ud til stedet. Her opdagede vagten en Audi Stationcar, der holdt parkeret og ud af butikken kom de tre mænd.
Under trusler truede de vagten og smadrede også en siderude i hans bil.
– Vagten parkerer så sin bil bag den sorte Audi, men en af de tre røvere tager fat om halsen på en flaske spiritus, smadrer en rude i vagtens bil og råber ‘flyt dig’, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald, til Ekstra Bladet.
Han lader dem komme forbi, og herefter kørte gerningsmændene fra stedet, og vagten fulgte efter ad Bindernæsvej og Nakskov Landevej, hvor han tabte dem af syne.
Efterlysning af tre mænd
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil gerne i kontakt med vidner eller folk, der eventuelt kender de tre røvere. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.
De tre gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden. Han havde et lille overskæg og havde mørkt tøj på. Han talte dansk.
B: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden. Han talte dansk og havde mørkt tøj på.
C: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, kraftig af bygning, mørk i huden. Han var iført mørkt tøj.