Røver stjal værdifulde fingerringe
En høj, muskuløs mand trænger ind hos en guldsmed i Rødovre Centrum og truer personalet med en pistol.
En guldsmed i shoppingcentret Rødovre Centrum i Rødovre blev mandag formiddag udsat for et særligt farligt røveri, hvor det lykkedes røveren at slippe af sted med blandt andet nogle dyre fingerringe.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der nu efterlyser en høj, muskuløs mand mellem 20 og 25 år.
Det farlige røveri skete klokken 10.30, da en ung mand kom ind i guldsmedeforretningen med en pistol og en hammer. Han smadrede en glasmontre, tog en del smykker, blandt andet nogle værdifulde fingerringe, og løb ud af butikken i retning mod Højnæsvej.
– Han løber ud på p-pladsen, hvor der sidder en medgerningsmand på en knallert, og de kører så fra stedet, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen, der leder efterforskningen, til Ritzau.
Køretøjet, som medgerningsmanden holdt klar med, betegnes som en sort knallert eller scooter. Han havde en sølvfarvet såkaldt integralstyrthjelm på hovedet, så hans ansigt var dækket.
Røveren beskrives som en mand mellem 20 og 25 år, 190 centimeter høj, muskuløs af bygning og lys i huden.
Han bar en mørk jakke med hætte, mørkegrå arbejdsbukser og sorte sko med hvid sål. Desuden havde han en sort skuldertaske med.
– Har nogen set de to mænd før, under eller efter røveriet, så hører vi meget gerne fra dem, siger Hans Christian Tonnesen.
Folk med oplysninger om sagen kan ringe til Københavns Vestegns Politi på telefon 43861448.
/ritzau/