Røver i pengeløs bank: – Jeg er terrorist og har en bombe
Maskeret mand truede med at sprænge bank i luften, hvis han ikke fik udleveret penge – men han måtte stikke af igen for banken var pengeløs
På en beige damecykel måtte en bankrøver i dag stikke af fra Danske Banks filial i Allerød. Her havde han netop forsøgt at true sig til kontanter. Det skriver localeyes.dk.
På gebrokkent engelsk sagde bankrøveren til personalet: “Jeg er terrorist, har en bombe i posen og springer banken i luften, hvis I ikke giver mig penge.”
Men penge fik han ikke nogle af. Banken er nemlig pengeløs og da personalet fik det forklaret for bankrøveren, tog han benene på nakken og forsvandt på en beige damecykel.
Politiet jagtede efterfølgende røveren men indtil videre uden resultat.
Han var iført en mørk hættetrøje med lynlås, sort/mørkt tørklæde for munden, gik med blå jeans og sorte snørestøvler, talte som sagt gebrokkent engelsk og havde en mørk pose i hånden.