Røver bevæbnet med brødkniv undskyldte

Natten til mandag begik en ung mand røveri mod en tankstation.

Natten til mandag var en tankstation i Aalborg udsat for røveri. Knivrøveren undskyldte efter røveriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til mandag blev tankstationen Circle K på Hadsundvej i det østlige Aalborg udsat for røveri.

Det skriver Nordjyske.

En ung mand bevæbnet med, hvad der formentlig var en brødkniv, kom ind og bad om penge.

Da han fik pengene, dristede han sig til at sige ‘undskyld’, inden han forlod butikken på en orange mountainbike.

Røveren beskrives som værende en ung mand, formentlig i 20’erne, omkring 190 centimeter høj og var iført en jakke med pelskrave på, som han brugte til at skjule sig selv.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.

Powered by Labrador CMS