Rosenkrantz-Theil er rystet over fattiges forhold

Selv om fattige prioriterer deres børn højt, må de give afkald på helt basale ting. Rystende, lyder det fra S.

Det er rystende, at 16 procent af fattige danskere i perioder ikke har råd til at spise tre gange om dagen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Børn af fattige forældre har det bedre end frygtet.

Det er en af konklusionerne i en rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, skriver Berlingske.

Rapporten hedder “Fattigdom og afsavn”, og den fastslår, at børn i fattige familier ikke har det meget dårligere end børn af forældre, som ikke er fattige.

Det glæder først og fremmest Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

– Det er rigtig dejligt at se sort på hvidt, at forældre sætter børnenes behov først, men det ved vi jo godt, siger S-ordføreren.

Theil: Skal ikke foregå på dansk jord

Hun ser dog samtidig meget alvorligt på, at rapporten derimod peger på andre problemer.

– Det er jo klart, at vi ikke taler om afrikanske tilstande, når vi taler om fattigdom i Danmark, men det er rystende, at 16 procent i perioder ikke har råd til at spise tre gange om dagen. Det skal jo ikke foregå på dansk jord, siger hun.

Lars Benjaminsen, der er forskeren bag undersøgelsen, fortæller til Berlingske, at det danske velfærdssystem er indrettet på en måde, så børn fra trænge kår mindst muligt føler afsavn.

Derudover gør forældre uden store midler alt, hvad de kan, for at børnene kan få en tryg og solid barndom og opvækst, lyder det fra Lars Benjaminsen.

– Gruppen af fattige er ret sammensat, og der er en række andre bagvedliggende årsager, der spiller ind, når det gælder afsavn. Om man er i arbejde, lider af en psykisk sygdom og så videre, siger Lars Benjaminsen til Berlingske.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener, at rapporten bekræfter, at der ikke er materiel fattigdom i Danmark, som han flere gange har udtalt.

– Venstrefløjens billede af, at det er alle børn af forældre på kontanthjælp, der ikke kan komme til fødselsdag, er jo helt ude af proportioner, siger Joachim B. Olsen til Berlingske.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener derimod, at rapporten netop slår fast, at man ikke kan hvile på laurbærrene.

– Det, SFI-rapporten slår fast, er facts on ground, og det synes jeg sådan set, at vi skal gøre noget ved, siger hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS