Rory McIlroy vinder sæsonfinalen i Dubai
Rory McIlroy vinder sæsonfinalen i Dubai
Den nordirske golfspiller Rory McIlroy slutter sæsonen med at være Europas bedste, efter han søndag spillede sig op på førstepladsen i European Tour-sæsonfinalen DP World Tour Championship i Dubai.
Den tidligere verdensetter, Rory McIlroy, vandt turneringen i Dubai et slag foran Andy Sullivan fra England. Og det var tredje gang på fire år, at han endte på toppen af listen.
26-årige Rory McIlroy endte i seks slag under par i den fjerde og sidste runde på 66 slag, og nordireren lavede to bogeys og otte birdies på de første 15 huller. McIlroy landede på samlet 21 slag under par – én bedre end Andy Sullivan.
Stor lettelse hos Rory McIlroy
Efter sæsonfinalen var der stor lettelse hos Rory McIlroy, der tidligere privat dannede par med den danske tennisdarling, Caroline Wozniacki.
»Det er den bedste måde at slutte 2015, og jeg kan ikke vente til næste år,« siger han til BBC og retter ros mod Andy Sullivan.
»Heldigvis endte jeg øverst, men han er en fantastisk spiller.«
Stor bonus
Med sejren i Dubai scorede Rory McIlroy en bonus på godt 8,8 millioner kroner som tillæg til præmiesummen på små 10 millioner kroner for at vinde World Tour Championship. Det var nordirerens anden turneringssejr i Dubai i indeværende år, idet han også tidligere vandt Dubai Desert Classic.
I sommer missede Rory McIlroy tre turneringer, fordi han pådrog sig en ankelskade ved at spille fodbold. Han var derfor ikke i stand til at forsvare titlen i British Open på St. Andrews. På trods af fraværet til flere turneringer blev der givet tilladelse til, at den nyslåede europæiske mester kunne deltage i European Tour-sæsonfinalen.
En anden dansker, Søren Kjeldsen, gik også en solid fjerde runde, da han endte med fire slag under par. Danskeren sluttede dermed som en delt nummer 10 med en endelig score i 12 slag under par. Og det var ni slag dårligere end McIlroy.
Thorbjørn Olesen gik også fjerde runde i fire slag under par og sluttede på en delt 17. plads. Lucas Bjerregaard blev delt nummer 31.