Rørende scener efter kampen

Lasse Svan spillede sin sidste slutrundekamp for Danmark, som søndag tog bronze ved EM i håndbold

Lasse Svan har vundet EM, VM og OL som medlem af det danske håndboldlandshold.
Lasse Svan har vundet EM, VM og OL som medlem af det danske håndboldlandshold.
Offentliggjort Sidst opdateret

Søndagens sejr på 35-32 over Frankrig i bronzekampen ved EM i håndbold satte ikke kun punktum for Danmarks slutrunde.

Det markerede også afslutningen på Lasse Svans landsholdskarriere i slutrundesammenhæng.

Til sommer stopper den mangeårige højrefløj karrieren, og han benyttede søndag lejligheden til at få fremstammet sin taknemmelighed i omklædningsrummet.

- Jeg har svært ved sådan noget. Når det er noget, der betyder rigtig meget for mig, så har jeg svært ved at holde følelserne tilbage. Det havde jeg også derinde, siger han.

- Den gruppe af mennesker, der sidder i omklædningsrummet, betyder rigtig meget for mig. Det er både spillere og ledere. De har været en stor del af mit liv i mange år, så jeg sagde egentlig bare tak til dem.

- For den tid, vi har haft, og fordi de er, som de er. Det har givet mig muligheden for at nyde det fuldt ud, lyder det fra den følelsesladede fløj.

Fik debut i 2003

38-årige Svan fik sin landsholdsdebut i 2003 og har som en af stamspillerne været med til at vinde både EM, VM og OL.

Han har svært ved at vælge et enkelt øjeblik som højdepunktet i de mange år med landsholdet.

- Jeg har kufferten fuld af oplevelser. Det er både medaljer, succeser, men også fiaskoer og det at være i en gruppe, hvor tingene ikke fungerede, vi faldt igennem, og vi skulle arbejde os ud af det, siger han.

- Der er så mange gode mennesker. Nikolaj (Jacobsen, red.) har også sagt det mange gange. Medaljerne er vi selvfølgelig glade for, og de vil blive husket for altid. Men de venskaber, som vi danner på holdet, bliver der for livet. Dem har jeg heldigvis fået rigtig mange af, siger han.

-En af de største

For landstræner Nikolaj Jacobsen er Lasse Svan en af de største, der har betrådt en håndboldbane med dansk pas.

- Jeg er sindssygt glad på Lasses vegne. Han har haft en fantastisk karriere og er vel en af de største, vi nogensinde har haft i dansk håndbold. Det kan godt være, at der er nogle, der løber med hæderen rent spillemæssigt.

- Men på det personlige plan kan han ikke erstattes. Han bliver yderst vanskelig at få erstattet for gruppen. Specielt uden for banen, men selvfølgelig også på banen med hans erfaring, siger landstræneren.

Svan sluttede med et par vigtige scoringer til sidst i bronzekampen.

I alt blev det til 16 mål ved slutrunden fra den venstrehåndede spiller.

Selv om Svan først stopper helt, når sæsonen er forbi, regner Flensburg-Handewitt-spilleren ikke med, at han bliver en del af forårets landsholdssamlinger.

Blå bog: Nikolaj Jacobsen

* Navn: Nikolaj Bredahl Jacobsen.

* Født: 22. november 1971 - 49 år.

* Job: Landstræner for herrelandsholdet i håndbold.

* Privat: Gift med Lenette og far til Freja, Sille og Linus.

Karriere som spiller:

* Position: Fløjspiller.

* 1991-2003: Det danske landshold - 148 kampe og 584 mål.

* 1984-1997: GOG (ungdom og senior).

* 1997-1998: Bayer Dormagen.

* 1998-2004: THW Kiel.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS