Rooney og Herrera sender United tæt på CL-deltagelse
Spanske Ander Herrera lavede to mål for Manchester United mod Aston Villa. Rooney bød ind med drømmemål.
Liverpools nederlag til Arsenal tidligere lørdag serverede en gylden mulighed til Manchester United for at sætte sig tungt på den fjerdeplads, som er sidste mulighed for en tur ud i næste sæsons Champions League.
Den chance udnyttede Louis van Gaals tropper med 3-1 hjemme mod Aston Villa med Jores Okore – takket være to scoringer fra spanske Ander Herrera og et drømmemål af Wayne Rooney.
Det var hjemmeholdet fra Manchester, som sad på det meste af spillet før pausen, men det var kun i ganske få tilfælde, at det blev farligt foran Aston Villas mål.
Fansene på Old Trafford fik dog den ønskede scoring inden pausen. Daley Blind gled flot igennem i venstre side, hvor han skråt tilbage i feltet fandt Ander Herrera. Med en hård flad afslutning bragte han hjemmeholdet i front.
Efter pausen forsøgte Aston Villa at flytte presset højere op på banen, men Manchester United var dygtige til at flytte bolden rundt.
Chancerne stod ikke ligefrem i kø i den første halve time af anden halvleg, men et kvarter før tid kom der gang løjerne.
Først bragede Wayne Rooney en halvflugter helt op i hjørnet efter en fantastisk tæmning, og med 2-0 syntes kampen lukket. Men øjeblikket efter reducerede Christian Benteke i den anden ende, og så var der lagt op til en spændende afslutning.
Aston Villa kom aldrig tæt på udligningen, og i stedet kunne Ander Herrera fordoble sin måltotal i kampen og gøre det til 3-1.
Sejren sender Manchester United otte point foran Liverpool på femtepladsen i Premier League, og dermed ligger holdet lunt i svinget til Champions League-deltagelse i næste sæson.
I de øvrige Premier League-kampe udmærkede Queens Park Rangers sig med en sjælden og vigtig udesejr. Hele 4-1 lød sejren over West Bromwich på.
Bundproppen Leicester med Kasper Schmeichel mellem stængerne fik en tiltrængt sejr med 2-1 hjemme mod West Ham. David Nugent brændte et straffespark for Leicester.
Everton besejrede sæsonens store overraskelse Southampton med 1-0 i Liverpool, mens Swansea slog Hull med 3-1.
/ritzau/