Ronaldo sikrer Portugal tre EM-point i Armenien

Foto: KAREN MINASYAN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Cristiano Ronaldo stod for samtlige scoringer, da Portugal vandt 3-2 ude over Armenien i Danmarks EM-gruppe.

Portugal red stormen af lørdag aften i Yerevan, da Armenien blev besejret 3-2 i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe.

Portugiserne lå inden kampen på førstepladsen i Danmarks gruppe og kunne udbygge føringen, og med sejren nåede portugiserne op på 12 point for fem spillede kampe.

Der stod Cristiano Ronaldo på sejren, da Real Madrid-stjernen stod for samtlige Portugals scoringer i en kamp, hvor han i de afgørende momenter viste verdensklassen.

Portugal var selvsagt favoritter, da Armenien sammen med Serbien ligger i bunden med blot ét point efter fire kampe, men motivationen var i top denne lørdag aften, og det blev ikke nogen “walk over” for gruppens tophold.

Efter blot et kvarter kom Armenien i front, da Marcos Pizzelli sendte et direkte frispark i mål, men efter en halv time fik Portugal tilkendt et straffespark, som Ronaldo omsatte til udligning 1-1.

Efter pausen virkede portugiserne nede i tempo og en anelse uoplagte, men så tog Cristiano Ronaldo ansvar. Efter 54. minutter sneg portugiseren sig imellem to armenske forsvarere og udnyttede sin hurtighed, hvorefter han prikkede Portugal i spidsen 2-1.

Tre minutter senere viste Ronaldo så verdensklassen, da en lang bold frem uden problemer blev pillet ned, hvorefter Ronaldo vendte rundt og bankende bolden ind fra distancen.

Med en halv time igen modtog Portugals Thiago sin anden advarsel i kampen, hvilket gav et rødt kort, og selv om kampen virkede afgjort, formåede Armenien at spille sig tilbage i opgøret.

Presset blev øget mod det portugisiske mål, og det blev 2-3 efter 20 minutter, da Portugals målmand Patricio fumlede med en afslutning, hvorefter Hrayr Mkoyan ikke havde problemer med at score.

Herefter kunne kampen gå begge veje, men Portugal og Ronaldo hev sejren i land og sikrede sig dermed den fjerde sejr i træk i EM-kvalifikationen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS