Ronaldo runder vild milepæl – og får karantæne
Christiano Ronaldo nåede mål-milepæl – og fik gult kort
Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo blev i onsdagens 2-0-sejr over Rayo Vallecano straffet med et gult kort, da dommeren mente, at portugiseren forsøgte at filme sig til et straffe.
Den beslutning skabte stor forundring hos træner Carlo Ancelotti, der efter kampen henvendte sig til dommeren for at give udtryk for sin holdning.
»Jeg fortalte dommeren, at jeg fandt det ufatteligt, at han ikke gav et straffespark og i stedet dømte den anden vej,« siger Carlo Ancelotti ifølge Goal.com om det gule kort, der nu sender Ronaldo i karantæne.
Den 30-årige angriber må derfor sidde over, når Real Madrid på lørdag tager imod oprykkerne fra Eibar.
Set fra den positive side, betyder det, at Ronaldo får en lille pause før den vigtige Champions League-semifinale mod Atletico Madrid på tirsdag. Første opgør spilles på bysbørnenes hjemmebane Vicente Calderon, så der bliver brug for Ronaldos evner, hvis Real Madrid skal sikre sig et godt udgangspunkt før returopgøret.
I onsdagens sejr over Rayo Vallecano scorede portugiseren sit 300. mål for Real Madrid. Han tilsluttede sig derfor i en eksklusiv liga med blot to spillere udover Ronaldo, der har scoret 300 eller flere mål for ‘Kongeklubben.’
Med 323 mål er det tidligere klubkoryfæ Raul den mest scorende spiller i Real Madrids historie, mens legendariske Alfredo Di Stefano indtager andenpladsen med 307 mål. Ronaldo har dog fine muligheder for at overhale begge spillere, da han blot har brugt 288 kampe på at nå sin måltotal. Til sammenligning har Raul og Di Stefano brugt henholdsvis 740 og 396.