Ronaldo er verdens mest populære sportsudøver

Med 140 millioner følgere på de sociale medier er Christiano Ronaldo den mest populære sportsstjerne i verden. Foto: DANI POZO/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Cristiano Ronaldo har 140 mio. følgere på Facebook og Twitter, hvor ingen kan hamle op med ham.

Cristiano Ronaldo er verdens mest populære idrætsudøver på de sociale medier.

Den portugisiske fodboldstjerne fra Real Madrid bliver fulgt af svimlende 140 millioner mennesker på Facebook og Twitter.

Dermed overgår han klart nummer to på listen, FC Barcelonas Lionel Messi med 78 millioner følgere, mens andre sportsstjerner som Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton og golfikonet Tiger Woods – til sammenligning – har langt under 10 millioner følgere hver.

Vejen hen imod øget popularitet hænger ifølge sportsøkonom, Kenneth Cortsen fra University College Nordjylland, blandt andet sammen med dygtighed, idrætsgren, klub, liga, udseende og evne til at optræde i medierne.

Grundlæggende er fodboldspillere bedre stillet, da fodbold overgår alle andre idrætsgrene i popularitet.

– Ronaldo er det ultimative eksempel, fordi han er god på banen, spiller for en af verdens største klubber og samtidig har lidt kant og kan udvise følelser, siger Kenneth Cortsen.

– Han er bedre til det end Messi. Først og fremmest er han bedre til at stille sig til rådighed, og så performer han også bedre, når han stiller sig frem. Han skinner mere igennem.

Det kan ifølge sportsøkonomen godt betale sig for idrætsudøvere at vokse sig store på de sociale medier. Et stort fanfølgeskab kan give bedre kontrakter og sponsoraftaler.

– Med over 100 millioner følgere på Facebook er Ronaldo meget interessant for sponsorer.

– Det giver Ronaldo en stor kommerciel værdi, hvis sponsorer og klub kan se en mulighed for at engagere sig med hans fans, som identificerer sig kraftigt med ham, siger Kenneth Cortsen.

– Ronaldo har en professionel styring af de sociale medier. Han sætter sig ind i sagerne og sine sponsorer – blandt andet det danske undertøjsfirma JBS – og giver af sig selv.

– Det betyder også noget for en fodboldklub, at en spiller har stort følgeskab i forhold til salg af trøjer og billetter, siger Kenneth Cortsen og fortæller, at det kan fremhæves under kontraktforhandlinger.

Blandt de danske fodboldspillere er der et stort potentiale hos Tottenhams Christian Eriksen, der for tiden scorer mange mål i verdens mest eksponerede liga, Premier League.

Lige nu har den 22-årige dansker 300.000 følgere på Twitter.

– Hvis Eriksen fortsætter sin udvikling, så ryger han nok til en større klub end Tottenham, og så vil han få endnu flere følgere på de sociale medier.

– Forleden lagde Eriksen et foto ud fra Tottenhams omklædningsrum, og det vil fans’ene gerne have. De vil tæt på idolerne, og kan man give dem noget ekstra fra omklædningsrummet eller privaten, så er det populært.

– Lige nu bliver Eriksen sikkert fulgt af mange i Danmark, og han kan være interessant for en sponsor, der vil have aktivitet på det danske marked, siger Kenneth Cortsen.

Landsholdskollegaen William Kvist fra Wigan har været god til at bruge Facebook til at give sine fans et indblik i livet som fodboldspiller. Kvist er dog langtfra lige så populær med 15.000 følgere.

– Han har ikke nået Eriksens niveau på fodboldbanen, men han er en kløgtig og reflekterende fyr, der ved, at det kan betale sig at give noget af sig selv, så folk kommer ind bag facaden.

– Jeg forstår ikke, hvorfor danske fodboldspillere ikke bliver bedre til det, for det kan flytte noget. De er jo aktiver for klubberne, og klubberne kan drage fordel af, at spillerne er aktive.

– De kan også selv opnå fordele. Hvis en klub skal vælge mellem to spillere, der er lige gamle og lige gode, så tror jeg, at klubben vil give kontrakten til den spiller, der giver mest til forretningen, siger Cortsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS