Røde vælgere vil fyre Thorning på dagpenge-spørgsmålet

Arkivfoto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhedslisten skal trække taburetterne væk under Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes ministerhold, hvis ikke forbedringer af dagpengene falder på plads ved de kommende finanslovforhandlinger.

Det siger mere end hver tredje vælger, der stemte på rød blok ved valget i 2011, viser en meningsmåling som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken. 37 procent af de adspurgte siger ja til, at det bør være et ultimativt krav, at der sker forbedringer af dagpengesystemet.

Men Enhedslisten vil ikke trække tæppet væk under regeringen, selvom dagpengespørgsmålet er centralt for partiet, siger retsordfører Pernille Skipper (Ø).

»Hvis det på nogen måde kunne løse dagpengeproblemet, at vi væltede regeringen, så ville vi da overveje det. Men dét bare at vælte regeringen og sætte manden bag det tossede system – altså Lars Løkke (V) tilbage i spidsen for landet, løser jo ingenting. Tværtimod,« forklarer hun til TV2.

Hun mener dog, at meningsmålingen sender et klart signal til regeringen om, at dagpenge er en sag, der optager mange danskere – ikke bare dem, der selv er faldet ud af systemet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt afviste efter sin sommerferie, at det er ændringer på vej af dagpengesystemet. Det samme har den nyudnævnte radikale leder, Morten Østergaard (R), gjort.

Powered by Labrador CMS