Røde lys, ingen seler og masser af klip
Politiet har været i det vestlige Aarhus
Se flere fotos i billedgalleriet herover
Igen og igen og igen stopper politiet bilister i Aarhus V, der har problemer med at overholde loven.
Sådan var det også tirsdag.
Færdselspolitiet var tirsdag eftermiddag og aften atter en tur på vejene i det vestlige Aarhus og langs Ringvejen i Aarhus, skriver politikredsen i sin døgnrapport.
Det kom der 35 sigtede og 40 sigtelser ud af – heraf 21 klipsager:
8 x hastighed til klip i 50 km/t zone
2 x hastighed til klip i 60 km/t zone
3 x overhaling højre om
2 x rødt lys
6 x brug af håndholdt mobiltelefon
1 x kørsel i frakendelsestiden
3 x sikkerhedssele
12 x andre sager
Derudover blev en 59-årig mandlig bilist standset på Edwin Rahrs Vej i Brabrand og sigtet for at køre bil på trods af, at han har fået administrativt inddraget førerretten.
Da det var tredje gang på godt en måned, han blev sigtet for kørsel uden førerret blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Dagen forinden, mandag, stoppede en betjent fire personer, der alle fik beslaglagt deres køretøjer:
På Silkeborgvej i Åbyhøj blev en 23-årig mandlig motorcyklist fra Åbyhøj målt til at køre 112 kilometer i timen i en 50-zone.
Samme sted målte betjenten senere to bilister, der begge havde for meget fart på – og også fik deres biler konfiskeret.
På vej hjem blev fik betjenten målt en bilist på motorvejen, der kørte mere end 200 kilometer i timen.
Det viste sig at være en 18-årig kvinde – der trods sin unge alder allerede havde opbygget hele seks klip i sit allerede meget prøvede kørekort.
I søgelyset
Gennem en længere periode har Østjyllands Politi i det hele taget holdt skarpt øje med trafikken i det vestlige Aarhus.
Det har mellem august 2020 og marts 2021 kastet 3689 sigtelser af sig.
– Det, synes jeg, er bekymrende mange sigtelser. Men det bekræfter mig også i, at der er en rigtig god grund til, at vi fastholder vores kontroltryk, så vi kan få gjort op med den dårlige færdselskultur, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, i pressemeddelelsen.
En tredjedel af sigtelserne skyldes fartovertrædelser. Men også blandt andet brug af mobil og manglende sikkerhedssele bonner ud i statistikken:
– Vi ved at for høj hastighed og uopmærksomhed, både sammen og hver for sig, er årsag til alvorlige uheld. Derfor er det også stærkt bekymrende at se, hvor mange der bliver taget i at køre for stærkt, køre over for rødt/gult lys eller anvende håndholdt mobiltelefon under kørsel, siger Klaus Arboe Rasmussen.
Skider på rødt lys i dødskrydset
Også Newsbreak.dk har over flere omgange holdt skarpt øje med kørslen i det vestlige Aarhus.
Newsbreak.dk besøgte senest “dødskrydset” mellem Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej først i marts.
Da gik der ikke mange minutter, fra Newsbreak.dk var ankommet til krydset, før de første forcerede det røde lys – og dermed krydset.
– Der er jo ikke tale om småforseelser. Det er kørsel over for rødt, overhalinger inden om, den forkerte vej rundt om helleanlæg. Det er overtrædelser til stor fare for færdselssikkerheden. I værste fald bliver folk dræbt, har Amrik Singh Chadha, leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, tidligere sagt til Newsbreak.dk.
Det var præcis, hvad der skete 6. oktober sidste år. Her blev den kun 23-årige Katrine Lilleøre Holm dræbt i krydset mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrsvej – to og et halvt år efter, at 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen mistede livet i samme kryds.
Læs også:
Ida kørt ihjel i dødskryds: Forældre råber op
Brager over for rødt i berygtet dødskryds
Leder: Hjernedøde lømler tager bydel som gidsel
Se flere fotos i billedgalleriet herover