Røde Kors trækker automatisk ekstra penge på donorers konto
Røde Kors er kommet i modvind.
Er du en af de personer, der af hjertets godhed støtter nødhjælpsorganisationer?
Så kan det være, at dit månedlige støttebeløb netop er steget. Og du ved det måske ikke engang.
Sådan er det i hvert fald hos de personer, der støtter Røde Kors.
I en mail til sine støtter meddeler organisationen, at hvis man ikke på Røde Kors’ hjemmeside aktivt selv melder fra, så stiger ens støtte med mellem 10 og 20 kroner per måned.
Det har fået flere op i det røde, ikke kors, men felt.
En af dem er Jeppe Lindgaard, der på sin Twitter-profil har delt mailen fra Røde Kors. Samme sted undrer han sig over metoden.
Det tweet har fået endnu flere til tasterne. I kommentarsporet kan man læse, at flere siger deres støtte til Røde Kors op. Nogle svarer også, at organisationerne Red Barnet og Unicef benytter samme fremgangsmåde.
Også Røde Kors selv er at finde i kommentarsporet, hvor man herfra oplyser, at det er gjort for at redde liv. Og at flere vælger at donere endnu mere, end de 10-20 kroner, som støtten automatisk er blevet sat op med. Medmindre, man fravælger det, forstås.
Røde Kors står fast
Hos Forbrugerrådet Tænk står man ikke ligefrem og klapper i hænderne over Røde Kors’ metoder.
– Efter vores mening er det den omvendte måde at gøre tingene på, siger Paula Brammann, der er juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk, til Altinget, hvor hun også bakkes op af Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen, der mener, at nødhjælpsorganisationen “Opfører sig som et dårligt mobilselskab”.
Røde Kors selv kan dog ikke umiddelbart se problemet i metoden:
– Vi har vurderet, at behovet er så stort ude i verden, at en relativt lille forøgelse som her er etisk forsvarlig, fordi den kan gøre så stor en forskel, siger Morten Jørgensen, der er chef for fundraising og marketing i Røde Kors, til Altinget.
1. oktober blev kronprins Frederik protektor for Røde Kors. Et hverv, han har overtaget efter sin far.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra organisationens kommunikationsafdeling.