Rød blok tager solid føring i ny måling

Foto: Mads Jensen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti taber skridt i ny måling fra Voxmeter. Rød blok står til 91 mandater.

Rød blok trækker fra oppositionen i en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

I den kan Socialdemokraterne og resten af den røde lejr således samle et flertal på 51,9 procent, mens 48,2 procent af vælgerne peger på et af de blå partier. Der er dog en statistisk usikkerhed på op til 2,3 procent i målingen.

Omregnes det til estimerede mandater, svarer det til 91 pladser i Folketinget – uden at tælle de nordatlantiske mandater fra Grønland og Færøerne med.

Billedet er et ganske andet, end det der blev tegnet, da valget blev udskrevet. Her viste Voxmeters måling 47,4 procent til rød blok og 52,6 procent til blå blok.

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får i mandagens måling en markant tilbagegang i forhold til ved valgudskrivelsen.

Hvor DF er gået tilbage fra 18,3 til 16,5 procent fra 27. maj til 8. juni, får LA opbakning fra seks procent af vælgerne sammenlignet med otte procent for halvanden uge siden.

Modsat er den røde fløj blevet hjulpet markant på vej af Alternativet, der i den seneste måling får opbakning fra 3,9 procent af vælgerne. Det er en stigning på 2,4 procentpoint i forhold til slutningen af maj.

Også Socialdemokraterne har vokset sig større.

Valget anses dog fortsat for at blive en gyser, og støtten til henholdsvis rød og blå blok har peget i begge retninger. Mest kendetegnende er dog, at der har været stort set dødt løb mellem lejrene i den seneste uges tid.

Voxmeters seneste måling er foretaget blandt 1023 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden fra 5. til 7. juni. Den maksimale statistiske usikkerhed i målingen er 2,7 procentpoint.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS