Robin Williams’ enke afslører: -Min mand led inden døden
Enken til skuespilleren Robin Williams slår fast, at en voldsom sygdom prægede hendes mands sidste tid.
To år. Så lang tid er der gået, siden millioner af fans verden over modtog nyheden om, at skuespilleren Robin Williams havde taget sit eget liv.
Nu står Robin Williams’ enke, Susan Schneider Williams, frem og fortæller, hvordan hjernesygdommen Lewy body demens påvirkede hendes mand op til hans død. Det ses i et nyt essay, som Susan Schneider Williams har skrevet i det amerikanske tidsskrift Neurology.
– Omkring vintertid var problemer som paranoia, vrangforestillinger, søvnløshed og forhøjet kolesterolindhold i blodet begyndt at sætte sig fast, skriver Susan Schneider Williams i sit essay.
Var ikke bekendt med diagnosen
Hverken Robin Williams eller Susan Schneider Williams var bekendt med diagnosen under skuespillerens levetid, lyder det i essayet.
– Jeg vil aldrig kende til sandheden omkring hans lidelser, eller hvor hårdt han kæmpede. Men fra mit synspunkt så jeg den modigste mand i verden spille den hårdeste rolle i sit liv.
Til slut i Susan Schneider Williams’ essay takker hun de læger og forskere, der arbejder med demenssygdommen.
– Ved at dele min oplevelse vil I forhåbentligt blive inspireret til at vende Robins lidelse til noget meningsfuldt gennem jeres arbejde og viden. Det er min overbevisning, at når en helbredelse kommer ud af Robins oplevelser, så vil hans kamp og dødsfald ikke have været forgæves, skriver Susan Schneider Williams.
Læs hele Susan Schneider Williams’ essay her.
/ritzau/FOKUS