Riskær afvist af Konservative for tre uger siden

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

For omkring tre uger siden forsøgte eksfangen og erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen at blive opstillet som kandidat for de Konservative i Aarhus. Vælgerforeningen gav ham et rungende nej.

En af grundene til at man ikke vil vide noget af Klaus Riskær hos de Konservative i Aarhus er mangel på tillid til mandens moral og motiver.

»Efter sagen om Henriette Kjærs samlever, der ikke var ligeså bundhæderlig som hun selv, har vi givet hinanden håndslag på, at nu skal der altså være ordentlighed. Sådan noget vil vi ikke vide af igen. Og derfor kan det overhovedet ikke komme på tale, at Klaus Riskær bliver stillet op her,« siger Nikolaj Kruse Bøggild, der er formand for de Konservative i Østjyllands Storkreds.

Ifølge ham kontaktede Klaus Riskær Pedersen Favrskov Vælgerforening for omtrent tre uger siden. Her diskuterede man manden og sagen, rådslog sig med andre i kredsen og endte med at konkludere, at det overhovedet ikke kunne komme på tale. Og Nikolaj Bøggild bekræfter, at Riskærs fortid spiller ind.

»Og hvad er hans dagsorden? Jeg tror ikke, at han pludselig er blevet konservativ. For ham handler det mere om Klaus Riskær selv, og det vil vi ikke stille op til,« siger han.

Riskær har meldt sig ind i Alternativet

Klaus Riskær Pedersen meddelte mandag, at han har meldt sig ind i det nye parti Alternativet, hvor han vil forsøge at blive valgt som kandidat i Københavns Omegns Storkreds.

Partistifter Uffe Elbæk afviste fredag at give Klaus Riskær nogle fordele eller særlige vilkår, da Riskær udtrykte ønske om at komme direkte ind som spidskandidat for partiet.

Klaus Riskær Pedersen har tidligere siddet i Europa-Parlamentet for Venstre. Og så er han adskillige gange blevet tiltalt for bedrageri, hvilket han senest blev idømt seks års fængsel for i 2008.

Powered by Labrador CMS