Risiko: Populær app hentes de forkerte steder

Videokommunikations-appen Zoom er blevet meget populær. Men den er også populær at hente fra de forkerte steder.

Ifølge Betdefender viser alle de blå prikker steder, appen er downloadet fra 3. part. Foto: Bitdefender
Offentliggjort Sidst opdateret

Under corona-nedlukningen af Danmark har danskerne virkelig taget video-møde-platformen Zoom til sig.

Appen er ifølge en pressemeddelelse fra Bitdefender downloadet 750.000 gange siden 1. januar – men 100.000 af gangene har det været fra uofficiel kilde. Det vil sige et sted, der hverken er Zooms hjemmeside eller Google Play Store.

Og det er et kæmpe problem, lyder det fra Bitdefenders sikkerhedsekspert Bogdan Botezatu:

– Når man downloader apps fra tredjeparter, er det ikke til at vide, hvad man i virkeligheden henter – det kan være reelle apps, men sandsynligheden, for at der følger ondsindet software med, er virkelig stor, siger han.

Ifølge Botezatu kan det skyldes, at de uofficielle download-steder dukker op i Google-søgninger, eller at venner eller kolleger har sendt en et link til download, der stammer fra en tredjepart.

Bogdan Botezatu mener derfor, at man selv sørger for, at man downloader sine ting det rette sted fra:

– Vi anbefaler altid, at man downloader fra officielle kilder, lige meget om det er Zoom, andre apps eller filer i det hele taget. Risikoen ved at hente ting fra tredjeparter er simpelthen for stor. Derudover er det vitalt at have en sikkerhedsløsning installeret, der sikrer én, hvis man alligevel skulle komme til at hente ondsindet software, siger han.

Powered by Labrador CMS