Risikerer fængsel i sag om hvalpe-smugling

Retten i Kolding fortsætter mandag en sag, der handler om ulovlig indførsel af over 100 hundehvalpe fra Polen

Tre mænd er ved Retten i Kolding tiltalt for at smugle hundehvalpe af racen fransk bulldog ind i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Picha Karel/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

-Er du sikker på, vi er gået rigtig, spurgte en af de tiltalte spøgefuldt anklageren, da dommeren var fem minutter forsinket ved det første retsmøde om ulovlig import af fransk bulldog-hundehvalpe.

Mandag var det dag ni i den omfattende sag, hvor tre mænd sidder på anklagebænken i Retten i Kolding.

Mændene er tiltalt for at have forbrudt sig mod dyreværnsloven og ulovligt at have solgt hunde af racen fransk bulldog importeret fra Polen.

I alt 64 vidner har i retten fortalt om deres køb af franske bulldog hundehvalpe. De fleste har fundet dem i annoncer på Den Blå Avis eller Gul og Gratis.

Men ifølge specialanklager Lone Petri Kristensen har sælgerne indført dem ulovligt fra Polen for at sælge dem i Danmark.

Mere end 100 hvalpe

En 59-årig mand og to 56-årige mænd skal have indført over 100 hundehvalpe over et år.

Politiet mener, at hver enkelt hvalp er blevet indført til Danmark fra Polen. Herefter er hvalpene blevet solgt til private borgere via annoncer på nettet.

Mandag er det niende dag, at de sidder på anklagebænken.

Her skal anklageren og forsvarerne komme med deres syn på sagen og en mulig straf.

– Det billede, vi nok alle sammen står tilbage med, er, at der har været en omfattende handel med hundehvalpe fra de tiltaltes adresser, siger Lone Petri Kristensen under sin procedure.

Kræver fængselsstraf

Sagen tager afsæt i dyreværnsloven og handler om “samhandel og videreførsel af hundehvalpene for at opnå en økonomisk fordel uden tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr”.

Hun mener, at det er en meget unik sag, som er svær at sammenligne med andre sager.

Anklageren kræver fængselsstraf, og at udbyttet fra salget konfiskeres.

Hun vil også frakende dem retten til erhvervsmæssig opdræt af og handel med hunde.

De tre er ikke registrerede importører. Hundene var ikke chippet, tilset af en dyrlæge eller rabiesvaccineret, da de forlod Polen.

Nægter sig skyldige

To tiltalte nægter sig skyldige. En anden 56-årig mand har erkendt at købe et mindre antal hunde i Polen.

Anklageren vil idømme ham fængsel i fire år, da han begik smugleriet under sin prøvetid, efter han var dømt i en narkosag. Derfor skal prøvetiden lægges oven i en straf på 10-12 måneder.

Han siger dog, at hvalpene var vaccinerede og tilset. Det påpeger hans forsvarer, Ole Bjørn Christensen.

– Det har været en ganske vidst ikke-lovlig indførsel, men det har foregået under betryggende forhold, siger han og understreger, at han maksimalt skal idømmes en bøde.

Hvalpe blev syge

Anklageren har ellers forelagt, hvordan 14 ud af de mange hvalpe blev syge. Nogle fik tarminfektionen Giardia. Det viser flere sms-beskeder.

Den 59-årige mand, som også er dømt i narkosagen, nægter sig skyldig. Anklageren vil idømme ham 60 dages fængsel. Hans forsvarer, Nicolai Berg, mener, at han skal frifindes.

Anklageren vil have den anden 56-årige mand, som nægter at udtale sig, idømt fængsel i seks til ti måneder.

Mandens forsvarer, Stephan Ravn Berg, mener, at der ikke er tilstrækkelig bevis for, at han har solgt andre hvalpe end dem fra hans egne hunde.

Bizar sags-start

Udover den kække bemærkning til dommen på første retsdag, blev det også en dag, der fik en brat end.

To af de træ nægtede at udtale sig første dag – en tredje i det hele taget.

Til stor irritation fra dommer Hanne Rasmussen.

– Vi kan jo ikke sidde sådan her i flere dage, lød det bestemt fra dommeren.

Forsvarsadvokaterne nikkede anerkendende og to af dem fortalte, at deres klienter ville udtale sig på næste retsmøde.

Retten afsiger dom den 14. juni.

Powered by Labrador CMS