Ringe mobilnet plager mange danskere

Hver tiende oplever problemer med mobildækningen i hjemmet. Problemet er værst i tyndt befolkede områder.

Forbrugerne kan også muligheder for selv at påvirke kvaliteten af deres mobilsignal gennem valget af telefon. Iphonen har således i test fået drøje hug for at være bedre til alt muligt andet end et godt telefonsignal. Foto: Yuya Shino/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

– En god dækning med mobilnet og bredbånd er i 2017 helt afgørende for et moderne og velfungerende samfund i 2017, hvor både familier og virksomheder kan slå sig ned overalt.

Det fastslår energi-, forsynings- og klimaminister og Lars Christian Lilleholt (V) over for Ritzau.

Mange danskere i de mindre byer og i landområderne oplever fortsat, at mobildækningen på deres bopæl langt fra er god nok.

På landsplan er ti procent ramt af problemet, viser en ny undersøgelse blandt godt 2000 danskere i alderen 18-70 år foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen (IDA).

Men specielt i små byer med under 1000 indbyggere og i landområderne er borgerne meget lidt imponerede af mobildækningen. Her oplever henholdsvis 23 og 25 procent dækningsproblemer ifølge undersøgelsen.

I efteråret sikrede en frekvensauktion, at 2185 husstande, virksomheder og sommerhuse i landdistrikterne fik udsigt til bedre net- og mobildækning.

Det er ifølge IDA’s teleekspert Thomas Haagendal et skridt i den rigtige retning. Men han mener, at der stadig er alt for mange, der har urimeligt dårlige forbindelser.

– Gode mobilforbindelser er forudsætningen for, at vi som borgere kan passe arbejde, skole, kontakt til offentlige myndigheder og det personlige netværk.

– Desuden nytter det ikke, at borgere og virksomheder fravælger at etablere sig i visse områder i Danmark på grund af dårlig dækning, siger han.

Også Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, mener, at mobil- og bredbåndsdækning er afgørende for folk, der skal købe ny bolig.

– Det kan godt være, at folk ikke flytter fra et sted med dårlig mobildækning. Men det bliver også sværere at sælge huset. For til gengæld kikker både boligkøbere og virksomheder på mobildækningen, når de skal overveje, hvor de vil slå sig ned, siger han.

Derfor er den fortsat dårlige dækning i de tyndere befolkede områder ifølge Steffen Damsgaard utilfredsstillende.

– Det duer jo ikke i 2017, at der er opkald, man ikke kan modtage eller udfald i samtalen. Slet ikke når telebranchen taler om, at der hvert år investeres milliarder i bedre mobildækning, siger han.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS