Rikke Møller tager finalebillet i bedste tid

Rikke Møller Pedersen. Foto: MICHAEL DALDER/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Svømmestjernen Rikke Møller Pedersen ligner en potentiel guldvinder i fredagens finale i 200 meter bryst.

Verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen svømmede sig sikkert i VM-finalen i 200 meter bryst, hvor danskeren ligner en mulig guldvinder.

Den 26-årige svømmestjerne satte bedste tid af alle i semifinalerne i Kazan.

Tiden lød på 2.21,99 minutter, hvilket næsten er tre sekunder langsommere end den verdensrekord, som hun satte ved VM i Barcelona for to år siden.

Derfor tror Rikke Møller Pedersen på, at hun kan svømme endnu hurtigere i fredagens finale.

– Umiddelbart var det ikke så hurtigt. Jeg tror, at jeg kan gøre det bedre, siger Rikke Møller Pedersen til TV2 Sport.

Danskeren, der førte fra start til slut, er ikke helt tilfreds med sine vendinger. Her kan hun gøre det bedre.

– Hvis jeg rammer væggene bedre og får farten med mig og mærker presset fra løbet.

– Jeg skal selvfølgelig køre mit eget løb, men jeg vidste ikke, om jeg havde kontrollen, siger hun.

– Jeg er optimistisk og tror på, at jeg kan gøre det bedre. Der skulle gerne være mere i mig, siger danskeren.

Tættest på at matche danskeren var amerikanske Micah Lawrence, der var 5/100 af et sekund langsommere end Rikke Møller Pedersen.

Den russiske guldfavorit Yuliya Efimova bliver ikke en del af finalefeltet, da russeren tog for nemt på torsdagens indledende heat. Derfor deltog hun ikke i semifinalen.

– Jeg ville også nye at slå hende. Men det er sport, og nu er hun her ikke, siger Rikke Møller Pedersen.

Danskeren vandt sølv ved VM i Barcelona for to år siden. På vej til finalen satte hun dengang verdensrekord med tiden 2.19,11 minutter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS