Rikke Møller svømmer sig til guld ved EM
Rikke Møller Pedersen vandt fredag aften en guldmedalje i 200 meter bryst ved svømme-EM på langbane i London.
Succesen og medaljehøsten for de danske svømmere fortsætter ved EM i London.
Fredag aften var det Rikke Møller Pedersens tur til at brillere i bassinet, da hun vandt guld i 200 meter bryst.
Rikke Møller Pedersen sejrede i tiden 2 minutter og 21,69 sekunder, og det var næsten et sekund hurtigere end den nærmeste konkurrent, spanske Jessica Vall Montero.
Islandske Hrafnhildu Luthersdottir snuppede bronzen i en tid, der var lidt over et sekund langsommere end Rikke Møller Pedersens tid.
Der kan være flere danske medaljer på vej. For lidt senere fredag aften kvalificerede Mie Ø. Nielsen sig til finalen i 50 meter ryg i den hidtil bedste tid.
Mie Ø. Nielsen, som torsdag vandt EM-guld i 100 meter ryg, klokkede ind i tiden 27,73 sekunder, og det var bedst af alle otte finalister.
Viktor Bromer, som torsdag vandt EM-sølv i 200 meter butterfly, er desuden klar til finalen i 100 meter butterfly, da han blev nummer fire i sin semifinale tidligere fredag.
I samme heat blev landsmanden Søren Dahl nummer syv og klarede ikke finalekravet.
/ritzau/