Rikke Møller Pedersens store krise

Hvem går man til, når man er længst nede? Når følelserne er ved at eksplodere, og det hele frustrerer.

For mange vil svaret nok være mor. Også for Rikke Møller Pedersen, der i går svømmede sig i finalen i 200 meter bryst og nu ligner en guldfavorit.

Det er kun tre dage siden, at tårerne pressede sig på efter fiaskoen i 100 meter bryst.

»Hvad er det, jeg skal gøre?,« udbrød hun og udvandrede hurtigt.

Løsningen kom fra Rikke Møller Pedersens mor. Skuffelsen skulle smides ud. I bogstaveligste forstand. Der skulle viskes ud inden næste udfordring.

Det fortalte en overskudsramt og storsmilende Rikke Møller Pedersen i aftes efter sin semifinaletid, der var den bedste af alle.

»Jeg mødtes med mine forældre, og min mor blev hurtigt enig med sig selv og dermed mig, at jeg skulle tage min dårlige oplevelse fra 100 meteren, putte den ned i en sort sæk sammen med alle de andre halve og lidt skidte oplevelser, binde en ordentlig knude på den, og når jeg så kørte over broen til hotellet, lige smide posen i Kazanka floden. Det var det, der skete.«

Kovending

Og hvor det dog virkede. Allerede efter gårsdagens morgenløb var mandagens triste humør vendt til glæde. At Rikke Møller Pedersens værste rival på det tidspunkt samtidig højst overraskende var røget ud, skadede nok heller ikke.

Overskuddet fortsatte under semifinaleheatet, som blev vundet i tiden 2.21,99 min., og derefter i pressezonen.

Rikke Møller Pedersen føler, hun har mere at give af.

»Jeg tror selvfølgelig også på, der er mere. Det er stadig en del fra min bedste tid,« sagde hun og henviste så til den stærke japaner Kanako Watanabe.

»Men det er jeg også sikker på, der er for mine konkurrenter. Hun ser jo lige så lidt forpustet ud, som jeg gjorde.«

Rikke Møller kan glæde sig over at have det psykologiske overtag i den duel. Ved tre Mare Nostrum-stævner i træk i juni satte Rikke Møller Pedersen japanske Watanabe til vægs. Gør hun det igen i eftermiddag klokken 17.25, bliver hun formentlig verdensmester. Og det vil hun.

»Jeg skal gøre mit for det. Jeg er her i hvert fald for at prøve,« smilede hun med en selvbevidst grimasse.

Ifølge hende selv ligger nøglen i at få styr på sine tanker, når hun med sine lange glidende bevægelser synker under vandet i løbene. Det gør hun længere tid end nogen anden i ræsene.

»Jeg skal ikke komme med alle mine tanker og have denne her lille monolog inde i hovedet med mig selv. Jeg skal bare gå all in.«

»Der er så meget glid i det her, så jeg kommer jo til at ligge og tænke. Jeg håber virkelig bare, jeg kan få de der skyklapper på.«

Det håber vi så, og så vil der formentlig være flere tårer at spore for den følelsesladede fynbo. Denne gang af glæde.