Annonce
Rikke Møller laver bedste tid i verden i 200-meter bryst
Den danske svømmer leverede årets hurtigste tid i verden på favoritdistancen mandag ved Danish Open.
Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen satte mandag årets bedste tid i verden i 200-meter bryst, da hun vandt finalen ved Danish Open i København.
Den 26-årige dansker sejrede på favoritdistancen i tiden 2.21,60 minutter på Bellahøj Svømmestadion.
Annonce
Japaneren Kanako Watanabe satte i februar den hidtil bedste tid i verden i år, da hun svømmede i tiden 2.23,03 minutter i Sydney.
Rikke Møller Pedersen er verdensrekordholder i 200-meter bryst.
Hun satte rekorden, der lyder på 2.19,11 minutter, i semifinalen ved VM i Barcelona i 2013.
Annonce
Danskeren vandt siden sølv ved VM.
Ved Danish Open kom Pernille Blume under kravet til VM i Kazan i Rusland senere i år, da hun vandt 100-meter fri i tiden 54,62 sekunder.
/ritzau/