Rikke fik bøde for at dele billede af blotter: Nu skal sagen i Højesteret

En mor blev idømt en bøde for at offentliggøre billede af formodet blotter. Nu skal sagen til Højesteret.

Rikke Louise Andersen er blevet dømt til at betale en bøde på 5000 kroner. Nu skal sagen behandles i landets højeste retsinstans. Foto: Privat.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skabte heftig aktivitet på Facebook, da en kvinde fra Vordingborg i august 2016 offentliggjorde et overvågningsbillede af en mand, som ifølge hende var blotter.

Manden havde blottet sig for kvindens datter og en veninde ved en butik i Vordingborg, og billedet blev delt over 1000 gange på det sociale medie.

Men det var ikke i orden at offentliggøre billedet, afgjorde både by- og landsretten senere. Nu sendes sagen videre til landets øverste retsinstans – Højesteret. Det har Procesbevillingsnævnet givet tilladelse til.

Ved Retten i Nykøbing Falster blev moren i sommeren 2017 idømt en bøde på 5000 kroner. Denne dom stadfæstede Østre Landsret senere.

Kvinden – Rikke Louise Andersen – blev dømt for uden samtykke at have videregivet personfølsomme oplysninger i form af overvågningsbilledet.

Manden, som blev anklaget for at have blottet sig, blev dømt for blufærdighedskrænkelse i 2016. Han fik ti dagbøder på hver 250 kroner.

Det er fjerde gang, at sagen behandles i retten.

Første gang blev Rikke Louise Andersen frifundet, fordi anklagemyndigheden havde rejst tiltale efter en forkert paragraf.

Først havde anklagemyndigheden fejlagtigt rejst tiltale mod hende for at have overtrådt persondataloven som dataansvarlig, men hun blev frikendt, fordi dette er forretningens ansvar. Det har forretningen siden fået en bøde for.

Da Rikke Louise Andersen blev tiltalt anden gang ved byretten endte det med en bødestraf på 5.000 kroner.

– Jeg er dybt skuffet over at dommeren ikke har lagt vægt på de retsprincipper, der er gældende i hele verden, sagde Rikke Louise Andersen til Newsbreak.dk efter dommen i  byretten.

Kvindens forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, fortæller, at det er en usædvanlig sag, som Højesteret nu skal vurdere.

– Der er aldrig tidligere taget stilling til, hvornår man må offentliggøre billeder af denne karakter, uden at man er i karambolage med persondataloven.

– Og så skal Højesteret tage stilling til, om anklagemyndigheden kan rejse den samme sag to gange, siger Kåre Pihlmann og henviser til den fejlagtige tiltale, der i første omgang blev rejst mod Rikke Louise Andersen.

– Det er der aldrig en dansk domstol, der har taget stilling til.

I forbindelse med sagen i Østre Landsret vurderede retten, om hensynet til andre børn, som gerningsmanden på fri fod kunne krænke, vejede tungere end hensynet til at beskytte personfølsomme oplysninger.

Men det fandt landsretten ikke var tilfældet, fordi forbrydelsen var meldt til politiet, som samme dag, som billedet blev lagt på Facebook, havde sikret sig overvågningsvideoen fra butikken til brug for efterforskningen.

Det er endnu ikke kendt, hvornår sagen kommer for Højesteret.

Powered by Labrador CMS