Riis: Jeg blev ikke fyret af Oleg Tinkov

Bjarne Riis. Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været spekuleret meget, siden Bjarne Riis i marts forlod sit livsværk, cykelholdet Tinkoff-Saxo. Nu løfter han for første gang selv lidt af sløret for, hvad der udspillede sig bag de nedrullede gardiner i holdbussen.

Over for TV2 forklarer Bjarne Riis, at han og holdejer Oleg Tinkov til sidst blev så uenige om kursen for holdet, at en dansk exit var eneste mulighed.

»Mit farvel skyldtes uenighed om, hvordan holdet skulle køres. Det er der ikke nogen tvivl om. Jeg vil ikke gå ind i detaljer, for det ser jeg ikke nogen grund til. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi har været uenige om nogle ting, og til sidst måtte jeg sige stop og sige, at det skulle være uden mig,« siger Bjarne Riis, der samtidig afviser historien om, at han blev fyret. Noget, som Oleg Tinkov ellers hårdnakket har holdt fast i.

»Jeg har fyret Riis, fordi han faktisk ikke lavede noget til sidst,« sagde den excentriske russer i april. Men den udlægning er Bjarne Riis altså langt fra enig i.

»Jeg ved, der har været mange spekulationer. Og det er helt klart. Men jeg er ikke blevet fyret. Jeg har bedt om at få lov til at gå og så har vi fundet en løsning på det,« siger han til TV2.

Der er mange, der vil sige, at det næsten ikke kunne andet end at gå galt, fordi I er så forskellige personlighedsmæssigt. Havde du ikke nogen bekymringer, før I for alvor begyndte at flette fingre?

»Jeg tror aldrig, vi har flettet fingre. Jeg har forsøgt at vise den respekt, der skulle til. På et tidspunkt måtte jeg sige stop, fordi der var nogle af tingene, jeg ikke var enig i. Sådan er det nogle gange. Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Men jeg synes egentlig, jeg er nem at omgås, så det var jeg egentlig ikke så bange for. Jeg tænkte, at det skulle jeg nok klare.«

Bjarne Riis bekræfter samtidig, at det var under det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, at der for alvor opstod problemer mellem ham og Tinkov. Han ville dog ikke svare nærmere på, præcis hvad der var sket.

Flere kilder har dog tidligere fortalt BT, at problemerne opstod, da Bjarne Riis aftenen før startskuddet til løbet var taget på restaurantbesøg i venners lag. Den middag skulle vise sig at blive fatal for Riis’ videre samarbejde med holdejer Oleg Tinkov.

Hvad Riis nemlig ikke vidste, var, at den excentriske russer – ifølge BTs oplysninger – kom på uanmeldt besøg i Italien samme aften for blandt andet at tale med sin ledende sportsdirektør om det vigtige etapeløb. Men Tinkov måtte vente forgæves til ud på natten, før Riis dukkede op.

Det blev ifølge BTs oplysninger mødt med stor russisk frustration, og da Riis senere i etapeløbet nægtede at sætte sig som sportsdirektør i holdets første bil i kortegen, var skaden uoprettelig.

 

Powered by Labrador CMS