Rigspolitiet: Bandeopgør i Malmø kan flytte til København

København kan potentielt blive scene for et opgør i Malmøs underverden, siger dansk politiinspektør.

30 kilometer fra København har der været fem drab i 2017, og de har angiveligt tråde til bandemiljøet. Rigspolitiet følger situationen nøje i Malmø. Foto: 9290 Bjrn Lindgren/tt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet holder nøje øje med det brutale bandeopgør, der siden januar har kostet flere livet i Malmø.

Det fortæller Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet, til Dr.dk.

30 kilometer fra København har der været fem drab i 2017, og de har angiveligt tråde til bandemiljøet. Senest for en uge siden, da en mand blev dræbt i en skudveksling.

Rigspolitiet følger udviklingen i den svenske naboby tæt.

– Vi er særdeles interesseret i, hvad der foregår i Øresundsregionen, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard til Dr.dk og tilføjer:

– De her ting kan sprede sig ved tilfældigheder, men også bevidst flytte sig til andre steder i Øresundsregionen, og dermed kan København potentielt blive scene for et opgør i Malmøs underverden.

Hjælper med danske tråde

Derfor er politiet løbende i kontakt med de svenske kolleger. Og de er velkomne til at bede om assistance fra den anden side af sundet.

– Vi står til rådighed for vores kolleger i Sverige, hvis der er nogle tråde til Danmark i forhold til efterretningsarbejde.

– Men vi hjælper ikke med efterforskningen. Det er et svensk anliggende, siger politiinspektøren til dr.dk.

Blodig oktober

Der har i Danmark også været en stigning i banderelaterede konflikter. Særligt sidste efterår var der en række skudepisoder.

I oktober blev fire personer ramt af skud affyret fra en bil på Østerbro i København. En 30-årig mand døde af sine kvæstelser.

En måned senere blev et medlem af banden Black Army ramt af skud i Herning, og fra Rigspolitiets side har man altså øje for det, der går for sig rundt omkring i og udenfor landets grænser.

– Rigspolitiet er i kontakt med Københavns Politi og Nordsjællands Politi. Vi drøfter løbende udviklingen i Sverige, for der er kun en bro i mellem os, siger Michael Kjeldgaard til Dr.dk. 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS