Rigsadvokat: Bagmandspoliti er ikke dovent

Rigsadvokat Ole Hasselgaard afviser, at bagmandspolitiet skulle ligge på den lade side. Foto: Yilmaz Polat/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Rigsadvokat kan ikke genkende konsulentrapports billede af dovne medarbejdere hos bagmandspolitiet.

Rigsadvokat Ole Hasselgaard afviser, at medarbejderne i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – i folkemunde bagmandspolitiet – ligger på den lade side i jagten på økonomiske forbrydere.

Afvisningen kommer, efter at en rapport fra et konsulentfirma har sået tvivl om effektiviteten blandt advokaturens ansatte.

– Vi kan formentlig på mange arbejdspladser finde medarbejdere, der præsterer mindre godt i nogle perioder. Men jeg kan slet ikke genkende et billede af, at medarbejderne i SØIK skulle være dovne, siger Ole Hasselgaard i en pressemeddelelse.

I rapporten har Finanstilsynet også kritiseret bagmandspolitiet for ikke i tilstrækkeligt omfang at have stillet bankchefer til ansvar efter finanskrisen. Men det afviser Ole Hasselgaard.

Han henviser til, at bagmandspolitiet i øjeblikket har 13 verserende banksager, hvor 25 personer er sigtet eller tiltalt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS