Richard Perry død af hjertestop

Richard Perry arbejdede sammen med blandt andre Barbra Streisand, The Pointer Sisters og Ringo Starr.

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME: Richard Perry: En legendarisk producer er gået bort

Den amerikanske producer Richard Perry, kendt for samarbejde med Barbra Streisand og Ringo Starr, er død i en alder af 82 år.

Perry, der begyndte sin karriere i 1960'erne, blev anerkendt som en af de mest pålidelige hitmagere i musikbranchen.

Han efterlader sig en arv af ikoniske hits og blev hædret med en Grammy for sit livsværk i 2015.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske producer Richard Perry, der har arbejdet sammen med blandt andre Barbra Streisand, The Pointer Sisters og Ringo Starr, er død i en alder af 82 år.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den mangeårige hitmager stod bag blandt andet Carly Simons hit "You're So Vain" og Rod Stewarts "The Great American Songbook" samt Ringo Starrs album "Ringo" med optrædener fra alle Beatles.

Han døde af et hjertestop på et hospital i Los Angeles, oplyser hans ven Daphna Kastner Keitel til AP.

Begyndte i 1960'erne

Perry begyndte sin producerkarriere i slutningen af 1960'erne.

Han skabte sig et navn i branchen, da han i 1971 indspillede Barbra Streisands album "Stoney End". 

Herefter blev han ifølge The New York Times kendt for at være én af de mest "pålidelige hitmagere i branchen".

Barbra Streisand har i sin erindringsbog, "My Name Is Barbra" skrevet, at "Richard (Perry, red.) havde en evne til at matche den rette sang med den rette kunstner".

Indspillede den 100 gange

I 1972 indspillede han Carly Simons "You're So Vain", som steg til førstepladsen på Billboards hitliste. Hun har senere fortalt, at han indspillede sangen 100 gange, før han var tilfreds.

Senere samarbejdede han med Art Garfunkel, Andy Williams, Diana Ross og Leo Sayer.

I 1978 oprettede Perry sit eget pladeselskab, Planet Records, og skrev kontrakt med The Pointer Sisters, der er kendt for hits som "I'm So Excited" og "Jump (For My Love)".

Senere solgte han pladeselskabet til RCA Records, der i dag er ejet af Sony Music Entertainment.

Richard Perry dannede par med "Grace and Frankie"-skuespilleren Jane Fonda i de senere år. (Arkivfoto).

Så stor og god

Perry så sit arbejde som en søgen efter at løfte den enkelte musiker og sang, sagde han til magasinet Musician i 1985.

- Jeg prøver at gøre hver musiker så stor og god, som de overhovedet kan blive. Jeg har altid tænkt på det at producere som en måde, hvorpå man kan bringe kunstneren til live i nogens stue, sagde han.

Gennem sin karriere blev Perry nomineret til i alt syv Grammys, men har aldrig vundet. Under prisuddelingen i 2015 modtog han en Grammy for sit livsværk og sit bidrag til musikindustrien.

I de senere år dannede han ifølge The New York Times par med "Grace and Frankie"-skuespilleren Jane Fonda.

Powered by Labrador CMS