Richard Gere indlagt
Hollywood-stjernen og hele hans familie har været syge i flere uger
Det, der skulle have været en afslappende ferie for Hollywood-stjernen Richard Gere og hans familie, hustruen Alejandra María Silvas og parrets to børn, i anledning af hendes 40-års fødselsdag i øvrigt, har udviklet sig til lidt af et mareridt.
Det skriver blandt andet Deadline.
Indlagt på hospitalet
Ifølge det amerikanske medie har de nemlig alle fire været syge i flere uger.
Richard Gere har endda været indlagt på et lokalt hospital efter at have udviklet lungebetændelse.
Alle i bedring
Heldigvis er familien nu i bedring.
Det fortæller Alejandra María Silvas i et opslag på Instagram.
- Tak for fødselsdagshilsenerne. Efter næsten tre uger, hvor alle i vores familie har været syge, har vi det endelig meget bedre! Tak for al kærligheden, skriver hun.
Hun vedhæfter også et herligt foto af sig selv sammen med børnene - men uden sin nu 73-årige gemal.