Ribe-Esbjerg overrasker mod KIF Koldings mestre
Kolding førte med fire mål ved pausen, men endte alligevel med at tabe onsdagens udekamp mod Ribe-Esbjerg.
De sidste to års danmarksmester KIF Kolding København blev onsdag aften offer for en gedigen overraskelse i Boxer Herreligaen.
På udebane tabte den jysk-sjællandske klub med 20-22 til bundholdet Ribe-Esbjerg.
Ved pausen førte Kolding ellers sikkert med 10-6, men kort inde i anden halvleg var kampen overraskende udlignet 12-12.
Ribe-Esbjerg holdt snor i Kolding, og med lidt over fire minutter tilbage tog værterne sin første føring i anden halvleg ved 18-17.
KIF tabte overraskende
KIF Kolding kom ikke tilbage i kampen og satte dermed overraskende to point til i topstriden. Klubben ligger nummer fire, men kan blive distanceret af Århus Håndbold torsdag.
Sejren sender til gengæld Ribe-Esbjerg forbi Nordsjælland Håndbold, men holdet ligger stadigvæk til at skulle spille om at undgå nedrykning.
Der blev spillet fire andre kampe i Boxer Herreligaen onsdag aften.
Team Tvis Holstebro vandt over Nordsjælland
Topholdet Team Tvis Holstebro havde ingen problemer i udekampen mod Nordsjælland Håndbold. Tvis Holstebro vandt kampen med 25-22 efter at have været foran med fem mål ved pausen.
I et direkte opgør om en af de yderste slutspilspladser vandt GOG med 31-29 over HC Midtjylland.
Skanderborg Håndbold er også med i ligningen om en slutspilsplads. På hjemmebane mod bundholdet Skive vandt Skanderborg kampen med 27-26, efter gæsterne ellers havde muligheden for en udligning på kampens sidste angreb.
Onsdagens største sejr stod Skjern for. På hjemmebane vandt vestjyderne med 33-25 over Mors-Thy. Dermed er Skjern lige som Bjerringbro-Silkeborg oppe på 22 point efter 16 kampe. Det er to point færre end topholdet Tvis Holstebro.
/ritzau/