Revykolleger er mødt op for at tage afsked

Ulf Pilgaard døde for knap to uger siden efter kort tids sygdom. Fredag bisættes han i Charlottenlund

Offentliggjort Sidst opdateret

Lisbet Dahl og Niels Olsen er blandt tidligere revykolleger, der er mødt op for at tage afsked med Ulf Pilgaard fredag.

Det viser billeder foran Messiaskirken i Charlottenlund, hvor den folkekære skuespiller skal bisættes.

- Det har været helt fantastisk (at være på scenen med Ulf, red.), fordi han var så hamrende god, siger Niels Olsen til de fremmødte medier.

Havde så meget

- Han havde meget af det, som Dirck (Passer, red.) også havde. Han (Ulf Pilgaard, red.) kom ind på scenen, og folk elskede ham bare.

Bisættelsen er gået i gang klokken 12.30.

Også Søren Østergaard og Andreas Bo, der har været en del af Cirkusrevyen, er mødt op.

Ulf Pilgaard døde for knap to uger siden efter kort tids sygdom. Han blev 83 år.

Talte om sønnens død

Han skal bisættes samme sted som sin hustru Gitte Pilgaard og hans yngste søn, Mikkel Pilgaard.

Sønnen døde 48 år gammel i 2021 efter længere tids misbrug og psykisk sygdom. Det er noget, Ulf Pilgaard blandt andet har talt åbent om i portrætudsendelsen "Ulfs store finale" på DR.

Ulf Pilgaard var aktiv på den danske skuespilscene næsten helt frem til sin død.

Autodidakt

De fleste kender ham formentlig for af at have været en del af Cirkusrevyen, som han var med i gennem 40 sæsoner - flest af alle.

Men den autodidakte skuespiller er også kendt for sine roller i DR-dramaet "Borgen" og sin prisvindende præstation i "Farligt venskab" fra 1995.

Senest var han i 2023 med i fortsættelsen til Ole Bornedals film "Nattevagten" fra 1994.

Skuespiller Ulf Pilgaard bisættes ved en ceremoni i Messiaskirken i Charlottenlund fredag. Her ses Lisbeth Dahl ankomme.

Hædret for roller

Han er gennem tiden både blevet hædret med en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i "Farligt venskab" og har modtaget flere andre priser, blandt andet en ærespris, da TV 2 Charlie afholdt Revygalla i 2018.

Ulf Pilgaard deltog tilbage i juli i dk4's portrætprogram "Noget nyt". Her fortalte han, at hans helbred var begyndt at blive dårligere.

Led af KOL

Skuespilleren fortalte her, at han led af den kroniske sygdom KOL, samt at han netop var blevet opereret for grå stær.

Han har ved flere lejligheder fortalt, at han gerne ville stedes til hvile ved siden af hustruen Gitte Pilgaard på Hellerup Kirkegaard.

Blandt de fremmødte fredag er også komponist og tv-kok James Price samt skuespillere Jarl Friis-Mikkelsen og Vicki Berlin.

Powered by Labrador CMS