Revanchehungrende Lars Bak jagter etapesejr i Giroen
Efter styret på Giro d'Italias sidste etape i 2016 er danske Lars Bak sulten efter revanche i løbet.
Et brækket skulderblad, seks brækkede ribben, to brækkede ryghvirvler og en punkteret lunge.
Det var resultatet for cykelrytteren Lars Bak (Lotto Soudal) efter et styrt på sidste etape af Giro d’Italia 2016.
På rekordtid kom han tilbage i sadlen inden Tour de France, og nu er han tilbage i Italien med en stærk krop og enorm revanchelyst.
– Det var altså ikke nogen sjov måde at slutte på sidste år med at spise hospitalsmad i fire dage, inden man kunne komme hjem. Jeg vil rigtig gerne tage revanche. Det er helt sikkert, siger den 37-årige dansker.
Årets Giro bliver hans niende favntag med løbet, hvor han i 2012 opnåede sin hidtil største triumf som rytter med en etapesejr på 12. etape.
En ny etapesejr vil være det ultimative plaster på sårene fra styrtet i fjor, og som minimum vil Lars Bak give sig selv muligheden for det.
– Minimum én dag vil jeg gerne køre om etapesejren eller i hvert fald ramme udbruddet og på den måde få chancen for at køre om etapesejren. Det er i hvert fald målet, siger han.
Bundet
I løbets første halvdel vil Bak være forholdsvis bundet til hjælperrollen for supersprinteren André Greipel, der tog tre etapesejre i løbet sidste år.
Men herefter er der ikke flere flade afslutninger til Greipel, og så bliver der gode muligheder for, at Lars Bak kan jagte en etapesejr.
– På alle de etaper, som ikke ligger til Greipel, kan vi i princippet gøre, hvad vi vil, for alt andet lige har vi ikke en frontfigur til klassementet, forklarer han.
– For en type som mig plejer der i en grand tour at ligge tre-fire etaper, som er deciderede udbrudsetaper.
Giroen fejrer i år 100 års jubilæum, og der er lagt op til den helt store italienske fest med besøg i 17 af landets 21 provinser i løbet af de tre uger.
I vanlig stil er ruten plastret til med stigninger, især i den sidste uge, men allerede på 4. etape på Sicilien venter en barsk bjergetape med afslutning på vulkanen Etna.
Netop den tidlige udfordring for klassementfolkene kan blive en fordel for Lars Baks drømme om en etapesejr.
– Det bliver en hårdere start i år, men det er ikke altid en ulempe, for på den måde kan det gøre, at klassementet hurtigere sætter sig.
– Når klassementet bliver sat, så kan udbruddene lettere køre. På den måde er det fedt, at det ikke er ligesom i Touren, hvor der går ti dage, førend det rigtige klassement er sat, lyder det fra Lotto Soudal-hjælperytteren.
Ud over at Giroen i sig selv er et stort mål for Lars Bak, så skal han også bevise, at han skal have endnu en chance i Tour de France efter at have lidt med eftervirkningerne fra styrtet i Italien under sidste års Tour.
– Meget af min sæson har været lagt an på Giroen og Touren, så jeg skal selvfølgelig vise en god form under Giroen og vise mit niveau, siger Bak.
– Så tror jeg også, at jeg bliver udtaget til Touren, men jeg tager ikke noget for givet. Der er mange af de unge belgiere, som også kører stærkt i år, så jeg skal vise noget her i Giroen.
Giro-feltet ruller ud fra Alghero på Sardinien til 1. etape fredag.
/ritzau/