Retssag kan afsløre Konservatives pengestrømme

Er der penge i partikassen, kan de få. Er der ingen, må de gå.

Det var betingelsen i den kontrakt, som Det Konservative Folkeparti indgik med det københavnske reklamebureau Integral tilbage i 2012. En kontrakt, som nu har sendt partiet en stævning på halsen, og som i værste fald kan tvinge partiet ud i en prekær retssag.

BT er i besiddelse af den stævning, hvor Integral gør rede for de 1,7 millioner kroner, som man mener at have til gode for et relanceringsprojekt af det kriseramte parti.

Projektet blev aldrig ført ud i livet, og regningen aldrig betalt. K-toppen hævder i dag, at man ikke skylder Integral en krone.

En erhvervsadvokat og en lektor i jura har gennemgået stævningen for BT, og begge bider mærke i en formulering på følgende to linjer: »Betaling forudsætter, at de nødvendige midler fra fundraising hos Konservative er til stede«. En betingelse, som partiet ifølge BTs oplysninger fik skrevet ind i den daværende aftale.

»Det er meget usædvanligt, at man har lavet en klausul, hvor man først skal betale, såfremt der er penge til det. Det kan blive en ømtålelig sag for partiet, fordi det i en eventuel retssag kan blive tvunget til at fremlægge oplysninger om deres økonomi, som man ønsker fortrolighed omkring. Det virker umiddelbart ikke gennemtænkt,« siger lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Carsten Munk-Hansen.

Hvis stævningen ender i en egentlig retssag, er det op til dommeren at afgøre, hvad der skal lægges frem af beviser, og hvis partiet nægter, så risikerer det at tabe sagen.

»Retten kan pålægge dem bevisførelse, således at hvis de ikke kan eller vil lægge det frem, så får det processuel skadevirkning, og så bliver de simpelthen dømt,« siger Carsten Munk-Hansen, men understreger at han ikke kender aftaler mellem Konservative og Integral.

I den aftale, som blev indgået mellem partnerne i 2012, blev det også aftalt, at Integral havde ret til at se, hvad der kom ind af andre pengestrømme til partiet. Blandt andet til partiets erhvervsklub C-Business, hvor unavngivne erhvervsleder virksomheder hvert år bidrager med væsentlige summer.

»Det, der gør sagen ulden, er, at man ikke kun tager partiets bogholderi med, men også andre finansieringskilder bliver draget ind, som man ønsker meget lidt offentlighed om,« siger jura-eksperten.

Af stævningen fremgår det også, at aftalen byggede på, at midlerne til projektet skulle skaffes via fundraising, men i dag hævder K, at der var tale om ’fælles fundraising, og at der også skulle trækkes på reklamebureauets netværk, men det fremgår ikke af kontrakten, siger Integral.

»Det med fundraising vender pilen ned ad for De Konservative. Var det en fælles opgave, så skulle det stå i kontrakten, ellers er det selvfølgelig Konservative, der skal skaffe pengene. Det er jo aldrig kreditor. Med det forbehold at De Konservative måske er i stand til at fremlægge dokumentation, f.eks. e-mails, som viser, at reklamebureauet lovede partiet, at man havde et netværk, som kunne hjælpe til finansieringen, og så vender pilen ned ad for bureauet,« forklarer Carsten Munk-Hansen.

Også erhvervsadvokat Michael Egholm fra Århus har hæftet sig ved formuleringerne i samarbejdsaftalen, som de er refereret i stævningen.

»De har ikke været skarpe, da de formulerede aftalen. For det fremgår ikke tydeligt, hvad denne klausul, om at der skal være midler til stede, egentlig indebærer. Hvor skal de være til stede? Hvem skulle have skaffet dem? »siger Michael Egholm og bemærker:

»Hvad angår fælles fundraising, så lyder det bemærkelsesværdig, at man som parti skulle kunne trække på et reklamebureaus netværk, med tanke på de bidragsydere, som et parti har.«

Skulle de Konservative hævde, at de ikke skal betale, fordi de aldrig brugte det udarbejdede materiale, så duer argumentet heller ikke retten.

»Hvis man har leveret ydelsen, så er det ligegyldig, om man anvender den. Lad os sige, at jeg bad en håndværker bygge to badeværelser til mig, og jeg kun bruger det ene, så friholder det mig ikke fra at betale for to,« siger jura-ekspert Carsten Munk-Hansen.