Ret til respirator: Dette får ikke betydning

Alder bliver ikke et kriterium for at få en respirator.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad gør man som ansvarlig læge på en intensivafdeling, hvis coronaepidemien en dag betyder, at der er flere patienter, end man har kapacitet til at behandle?

Hvem skal have pladserne først, og hvem skal afvises?

Det har danske intensivlæger bedt om retningslinjer for, siden sygdommen kom til landet, og nu kan de se frem til svar.

Allerede nu står det klart, at patientens alder ikke står til at blive et kriterium for, om man skal forrest eller bagest i køen, skriver Altinget.

Lægerne har frygtet, at hvis de løber tør for respiratorer, intensivpladser, medicin og personale, vil de stå alene med ansvaret for, hvordan de skal prioritere patienterne.

Men nu udarbejder regionerne en national vejledning til lægerne.

Det bekræfter Danske Regioners sundhedspolitiske direktør, Erik Jylling, i en mail til Altinget.

– Vi stiler mod en generel faglig vejledning for visitation til intensiv behandling, skriver han.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke grupper der er særligt udsatte i forbindelse med coronavirus.

Får generelle retningslinjer

Under coronakrisen har læger kunnet støtte sig til retningslinjer i Italien, Schweiz og Storbritannien.

De danske intensivlæger har efterspurgt retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som ikke har svaret lægerne.

I stedet kommer regionerne styrelsen i forkøbet med retningslinjer, som bygger på “objektive kriterier”, der er uafhængige af epidemisituationen.

De skal altså kunne bruges generelt, og ikke kun under coronakrisen.

– Det er så meget, jeg kan sige nu – work in progress – bortset fra at alder ikke bliver et kriterium, skriver Erik Jylling til Altinget.

Powered by Labrador CMS