Restaurant får gigantbøde: Gæster kastede op og havde diarre
Forpagter ville ikke følge Fødevarestyrelsens påbud om at lukke for serveringen.
Et bødeforlæg på 60.000 kroner, en rævesur smiley og et forbud mod at sælge og markedsføre fødevarer.
Det blev resultatet, da beredskabsvagten i Fødevarestyrelsen 17. november sidste år besøgte Restaurent Skakkes Holm på Marinaen i Grenaa.
Kontrolrapporten, der netop er blevet gjort offentlig, viser, at Fødevarestyrelsen var taget på besøg på baggrund af et antal henvendelser fra borgere, der er blevet syge med opkast og diarré efter at have spist af buffeten på restauranten fredag 3. november og lørdag 4. november.
Fødevarestyrelsen slår efterfølgende fast, at Restaurent Skakkes Holm netop denne fredag og lørdag, har serveret fødevarer, der har været årsag til at mindst 24 gæster blev smittet med norovirus – også kendt som roskildesyge. En sygdom, der giver opkast og diarre – og det er netop disse symptomer de 24 gæster havde.
Ifølge Restaurent Skakkes Holm så var der i samme periode sygdom hos personalet – sygdom der kan have været årsag til smitten.
60.000 kroner i bøde
Kontrolbesøget medførte en bøde på ikke mindre end 60.000 kroner, påbud om destruktion af alle fødevarer i brudt emballage og forarbejdede fødevarer, håndteret siden torsdag den
2. november 2017, samt forbud mod salg og markedsføring af fødevarer på baggrund af Fødevarestyrelsens vurdering af fortsat risiko for smitte.
Dette forbud valgte Restaurent Skakkes Holm ikke at følge.
Restaurantens bestyrer, Johnny Hansen, forklarer årsagen til, at man ikke fulgte Fødevarestyrelsens påbud således:
– Netop fredag og lørdag har vi en stor buffet. Det er ikke det samme mad, som vi serverer fra mandag til torsdag. Derfor mener vi ikke, at folk risikerede at blive syge af maden mandag og derfor lukkede vi ikke restauranten. I stedet gik vi i gang med at gøre rent og smide de fødevarer ud, som havde været i brug ved buffetten. Vi gjorde rent hele natten, siger Johnny Hansen til Newsbreak.dk.
Ikke taget stilling til anke
Johnny Hansen slår fast, at der i første omgang blot er tale om et bødeforlæg, og at han har mulighed for at anke bøden. Det har han imidlertid endnu ikke taget stilling til, om han vil gøre.
Om Fødevarestyrelsens arbejde har han dog generelt kun rosende ord.
– Fødevarestyrelsen gør deres arbejde. De kommer ud til os på et kontrolbesøg, hvor de finder et problem. Det påtaler de, og vi går i gang med at løse det. Efterfølgende kommer de den følgende morgen på et nyt kontrolbesøg, hvor de konstaterer, at alt igen er helt i orden, og dermed får vi igen vores glade smiley. Det er rart, at Fødevarestyrelsen gør det, de skal, og dertil har jeg intet at udsætte. Tingene skal jo være i orden, siger Johnny Hansen, der selvfølgelig er ærgerlig over både bøde og den i første omgang så sure smiley.
– Men det er ikke første gang i historien, at der er nogen, der er blevet syge af at spise af en buffet. Det sker desværre – også selvom vi forsøger at tage vores forholdsregler, siger Johnny Hansen.