Restaurant får bøde for sur forglemmelse
Det er i øvrigt ikke første gang, at dén forglemmelse sikrer restauranten kritik.
Rahma’s Restaurant i Odense har, efter et besøg fra Fødevarestyrelsen, modtaget restaurantens anden sure smiley i træk i forbindelse med et opfølgende kontrolbesøg.
Fødevarestyrelsens repræsentanter var på besøg i restauranten for at følge op på et besøg, Newsbreak.dk omtalte tidligere på året. Her haltede det gevaldigt med rengøringen, og Rahma’s Restaurant fik derfor en bøde på 5000 kroner efter besøget 11. oktober.
4. december var Fødevarestyrelsen så på besøg igen, og der var godt nyt – og dårligt nyt – som man siger. De gode nyheder er, får stedets personale såvel som kunder, at det går bedre med hygiejnen.
Således er det noteret i kontrolrapporten, at forholdet er bragt i orden, og fra virksomhedens side lyder det i øvrigt, at rengøringen nu foretages af eksterne folk.
Det var de gode nyheder
Ikke alt var dog fryd og gammen, og trods de gode nyheder kan Rahma’s Restaurant altså stadig ikke præsentere en kontrollraport for stedets gæster, der er prydet af en glad smiley.
Det kan de ikke, fordi den forhenværende kontrolrapport ikke var synlig for Fødevarestyrelsens repræsentanter, da de dukkede op for at udføre kontrol på stedet.
“Følgende er konstateret: Kontrolrapport er ikke ophængt ved indgangspartiet ved kontrolbesøget start,” skriver Fødevarestyrelsen. Det er anden gang i 2017, at restauranten får kritik for dette, og denne gang har det altså kostet en sur smiley, og en bøde på 2000 kroner.
Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rahma’s Restaurant.