Restaurant-ejer røg over gryderne
Fødevarestyrelsen mødte simpelthen en ejer, der stod og røg over gryderne
Der var bogstaveligt talt røg i køkkenet, da Fødevarestyrelsens kontrollanter 23. februar lagde vejen forbi thairestauranten Sala Thai på Vesterbrogade i Aarhus.
Her stod restaurantens ejer nemlig og røg, samtidig med hun tilberedte mad.
Dette takserer Fødevarestyrelsen til en mellem-glad smiley, som restauranten nu må lade sig pryde af.
En repræsentant for restauranten fortæller i øvrigt til Fødevarestyrelsen, at det ikke skal gentage sig.
Det får styrelsen god lejlighed til at kontrollere, for med den knap så glade smiley følger også to nye kontroller på restaurantens regning.
Newsbreak.dk ville gerne have spurgt restauranten, hvorfor ejeren røg i køkkenet. Det er endnu ikke lykkedes at komme igennem.
Tidligere lukket
Tilbage i oktober 2019 skred Fødevarestyrelsen til en midlertidig lukning, da man besøgte restauranten.
Det skete, efter at Fødevarestyrelsens folk fandt ekskrementer fra rotter på et lager, hvor der også var papkasser, tallerkener, pålægsmaskine, stållåg og en friture.
“Der nedlægges forbud mod markedsføring af fødevarer og anvendelse af fødevarekontaktmaterialer fra virksomhedens lager i kælderen,” skrev Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen udstedte også en bøde på 5000 kroner til restauranten i forbindelse med besøget.
Restauranten oplyste i forbindelse med besøget, at man ikke vidste, at der havde været en rotte indenfor. Man vidste godt, at der måske huserede en rotte i området, da en beboer havde set en rotte udenfor virksomheden.
Ifølge restauranten førte det sidenhen til, at en skadedyrsbekæmper var forbi to dage før, Fødevarestyrelsen var på besøg.
Da Fødevarestyrelsens repræsentanter fandt ekskrementer fra rotter i lokaler hørende til restauranten, førte det dog i sidste ende alligevel til et forbud, til forholdet var bragt i orden.