Republikaneren Colin Powell stemmer på Hillary Clinton
Den tidligere udenrigsminister i Bush-regeringen har støttet Demokraternes kandidat ved de seneste tre valg.
Colin Powell var en særdeles profileret udenrigsminister under den republikanske præsident George W. Bush i starten af årtusindet.
Men den tidligere general siger tirsdag aften lokal tid, at han stemmer på Demokraternes Hillary Clinton ved valget 8. november.
Det skriver internationale medier som CNN og New York Times.
Powell har meddelt sin støtte til demokraten under et middagsarrangement i New York, skriver New York-mediet Newsday.
Den tidligere udenrigsminister giver Republikanernes Donald Trump hårde ord med på vejen.
– Han har fornærmet USA nærmest hver dag, siger Powell ifølge Newsday.
– Han har fornærmet latinamerikanere. Han har fornærmet sorte. Han har fornærmet kvinder. Han har fornærmet sit eget parti, krigsveteraner og vores allierede over hele verden én efter én, siger Powell, der selv er sort.
Flotte ord om Clinton
Den tidligere udenrigsminister havde derimod lovord til overs for Demokraternes Hillary Clinton.
Colin Powell siger, at han betragter Clinton som en ven.
– Hun er klog. Hun er kvalificeret. Hun var en god udenrigsminister, siger den 79-årige Powell.
Kalder Trump “en skamplet”
Det er ikke første gang, at den tidligere general langer ud efter rigmanden Donald Trump.
I en række e-mail, der blev lækket i september, kaldte Colin Powell Donald Trump for “en skamplet på nationen” og “en international paria”.
Colin Powell har siden bekræftet indholdet af de lækkede e-mail.
– At kalde ham en idiot opildner ham bare, skrev Powell blandt andet om Republikanernes præsidentkandidat i en e-mail.
Den tidligere udenrigsminister har i sin lange karriere blandt andet tjent som formand for det amerikanske militærs stabschefer – de såkaldte Joint Chiefs of Staff.
Han var desuden sikkerhedsrådgiver for den republikanske præsident Ronald Reagan.
Powell gav sin støtte til Demokraternes Barack Obama under den amerikanske præsidents valgkampe i 2008 og 2012.
Så sent som i september 2015 sagde Powell, at han altid vil være republikaner, men at han har “problemer med partiets nuværende form”.
/ritzau/