Renten på flekslån sætter bundrekord

Der er glæde hos boligejere med visse lån, de har store besparelser i vente. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Boligejere, der får fornyet det femårige flekslån, får besparelse på flere hundrede kroner om måneden.

Skal man have fornyet sit femårige flekslån, F5, til oktober, kan det mærkes på tegnedrengen. Renten er netop landet på 0,72 procent. Og det er en besparelse på 710 kroner efter skat pr. lånte million kroner, oplyser Nykredit.

Renten på treårige flekslån er landet i 0,46 procent. Og det vil give låntagerne en besparelse på 275 kroner om måneden efter skat.

– Det er simpelthen en unik mulighed for at sikre sin rente i længere tid. Og med en så lav pris vil jeg klart anbefale kunderne at tage en snak med deres rådgiver om at gå længere ud af kurven, siger Nykredits områdedirektør Sune Worm Mortensen.

– Nu er det så billigt, at det ville være økonomisk ufornuftigt ikke at sikre sig de ekstra år, siger han i en kommentar.

De udskældte etårige flekslån, F1, endte med at lande på en rente på 0,36 procent. Og for F1-lånere er besparelsen på et nyt F1-lån blot 25 kroner pr. lånte million kroner.

Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, siger, at de lave renter til boligejerne er godt for boligmarkedet og dansk økonomi.

– For dansk økonomi som helhed er det også en god nyhed, at boligejerne går endnu en tid i møde med lave renteudgifter. Det understøtter både boligmarkedet og det private forbrug, siger hun i en kommentar.

– Paradoksalt nok er det mørkere skyer over europæisk økonomi, der har fået solen til at skinne endnu mere på de danske boligejere. Frygten for, at europæisk økonomi er på vej ned i gear igen har presset renterne helt i bund på de finansielle markeder, siger Lone Kjærgaard.

Hos Nykredit siger Sune Worm Mortensen, at incitamentet for at vælge de korte F1-lån ofte er et ønske om få markedets laveste rente.

– Men en rente på 0,72 procent i fem år kan hurtigt, ved stigende renter, bliver markedets billigste, hvis det vel at mærke optages i dag, siger Sune Worm Mortensen.

Derfor forventer man i Nykredit, at mange boligejere med lån vil skifte fra F1-lån til F5-lån op til næste refinansiering i januar.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS