Renovering gik helt gal: Sammenstyrtet loft lukker rådhus
Borgerservice er lukket som følge af skaderne. Det er endnu uvist, hvornår rådhuset og borgerservice åbner igen.
Hvis du havde planer om at besøge Borgerservice på Hvidovre Rådhus, så skal du nok finde et andet sted at få fornyet pas eller lignende. Tirsdag er loftet på rådhuset nemlig faldet sammen.
Det betyder, at Borgerservice har lukket på rådhuset, men kommunen oplyser på sin hjemmeside, at den forsøger at åbne en midlertidig borgerservice på Hovedbiblioteket.
– Vi er lige ved at meddele ud, at vi har lukket borgerservice. Vi ved ikke, hvor længe rådhuset vil være lukket endnu. Vi prøver at gøre op nu, hvordan det står til med de skader, der er kommet, siger kommunikationskonsulent ved Hvidovre Kommune Maj Laursen til Newsbreak.dk.
På Twitter skriver Københavns Vestegns Politi, at en person er kommet lettere til skade.
Ombygning i gang
Der har siden midten af maj været gang i en større ombygning af Hvidovre Rådhus. Det er i forbindelse med renovering af rådhusets faceder, at loftet er styrtet sammen, mener Maj Laursen.
– Vi har en ombygning på rådhuset, så det er i den forbindelse, at det er sket, siger Maj Laursen til Newsbreak.dk.
Renoveringen af rådhusets facade skulle være færdig i Februar 2019, men det er endnu uvist om det sammenstyrtede loft vil forsinke den.