Rengøringskæmpe bliver hovedlejer i halvtom TV-by
ISS Danmark flytter ind i den gamle TV-by i Søborg, hvor den danske del af rengørings- og servicekoncernen bliver største lejer og samtidig får opgaven med facility management i den cirka 24.000 kvadratmeter store kontorbygning.
Ejendommen blev taget i brug i 1970 af Danmarks Radio og blev i 2009, i renoveret udgave, overtaget af revisor- og rådgivningskoncernen EY (tidligere Ernst & Young). Men hovedparten af TV-højhuset har stået tomt, siden EY gik sammen med den danske gren af KPMG og flyttede til Flintholm-kvarteret på Frederiksberg i det tidligere KPMG-hus, nu EY-huset.
Med ISS-lejeaftalen er næsten tre fjerdedele af bygningen imidlertid lejet ud, oplyser den tilknyttede mægler, DTZ Egeskov & Lindquist.
ISS Danmark har hidtil boet på Møntmestervej i det københavnske Nordvestkvarter. Koncernens internationale hovedkontor rykkede for et lille år siden fra ældre lokaler i Bredgade til en kontorbygning fra 2007 i Søborg. Den var oprindeligt opført til NNIT, Novo Nordisk-koncernens IT-selskab, men blev ombygget specielt til ISS og er ejet af PFA Pension.