René Holten vinder VM-guld på 500 meter

René Holten Poulsen. Foto: Balint Vekassy/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

René Holten Poulsen vandt søndag formiddag VM-guld på 500 meter i enerkajak i Milano.

Lørdag vandt den suveræne kajakroer guld på kongedistancen 1000 meter, og søndag fulgte han så trop med en ny imponerende præstation.

René Holten Poulsen startede lidt langsommere ud end på 1000 meter-distancen, men han lagde sig relativt hurtigt i front og blev liggende i front resten af vejen til mål i vindertiden 1.39,407.

Dermed er han nu dobbelt verdensmester, og det er en historisk bedrift. Siden VM i kajak for første gang blev afviklet i 1938 i Sverige, har ingen dansk kajakroer nogensinde vundet to guldmedaljer ved et verdensmesterskab.

Og René Holten Poulsen kan endnu nå at vinde flere medaljer ved VM – senere søndag eftermiddag stiller han til start på den udmattende 5000 meter-distance.

Powered by Labrador CMS