Rekord: Oddset-spillere vinder millioner
Lørdag blev den hidtil dyreste dag for Danske Spil, da Oddset-spillere tilsammen vandt 19 millioner kroner.
Lørdagen handlede for mange mennesker om noget helt andet end æg med marcipanfyld, stærke øl, iskold snaps og påskekyllinger. For dem, der spillede på Oddset hos Danske Spil, blev den 4. april for de flestes vedkommende en dag, som de vil huske tilbage på med begejstring.
Dagen blev nemlig den bedste enkeltstående dag for Oddset-spillerne nogensinde i Oddsets mere end 20-årige historie. Spillerne kunne tilføje det statsejede spilleselskab et historisk minus på 19 millioner kroner.
Sejre til nærmest samtlige favoritter i hele fodbold-Europa var afgørende for den rekord-store lussing til Danske Spil.
Arsenal lagde ud med slå Liverpool 4-1 i den tidligere eftermiddagskamp, og så fulgte Manchester United, Atletico Madrid, Wolfsburg, Lyon og Juventus alle op med sikre tomåls-sejre. Oven i købet hev storfavoritterne Chelsea og Bayern München også knebne etmåls-sejre i land, så det var småt med overraskelserne.
De mange forudseelige resultater betød, at den eksisterende gevinstrekord, som blev sat for et år siden, blev slået med seks millioner kroner.