Rekord: Her er Danmarks dyreste lejlighed
Den dyreste lejlighed i Danmark nogensinde er lige nu til salg.
Hvis du savner luksus i hverdagen, så skal du måske slå til nu og sikre dig en vanvittig luksuslejlighed i byggeriet “The Silo” på Københavns Nordhavn. Det er nemlig den dyreste lejlighed, der har været udbudt offentligt i Danmark, skriver Boliga.dk. Prisen er sat til 29.995.000 kroner
For de penge får du 380 kvadratmeter lejlighed i en gammel industrisilo, der lige nu er ved at blive renoveret og ombygget til luksuslejligheder.
“Meget udansk”
– Det er en lejlighed, du ikke kan finde magen til i København. Der er udsigt over byen og ud over Øresund fra cirka 41 meters højde, og inde i lejligheden er der næsten 7 meter til loftet hvor der er højest. Det er helt ekstraordinært, at der kommer sådan en bolig til salg, og projektet er i det hele taget meget udansk, siger ejendomsmægler Lasse Lemche fra Realmæglerne Nordre Frihavnsgade, der udbyder lejligheden, til Boliga.dk.
Lejligheden har også fire altaner på cirka 16 kvadratmeter.
Silo-lejligheden slår den hidtil dyreste udbudte lejlighed med cirka 2,5 millioner kroner. Den forrige rekordholder, var en lejlighed på 320 kvadratmeter på Chritianshavn, der blev sat til salg i april 2014.
Du kan så illustrationer af, hvordan den dyre lejlighed kommer til at se ud i galleriet ovenfor.