Rekord-astronaut går på pension efter et år i rummet

52-årige Scott Kelly vil fortsat arbejde med rumforskning, men han hænger rumdragten på bøjlen.

Scott Kelly har været på sin sidste rejse i Rummet. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Astronauten Scott Kelly, der har rekorden for at være den amerikaner, som har brugt længst tid i rummet, går på pension fra Nasa 1. april.

Det oplyser Kelly i en pressemeddelelse fra det amerikanske rumagentur fredag.

I sidste uge vendte amerikaneren tilbage til Jorden sammen med den russiske kosmonaut Mikhail Kornienko efter knap et år på Den International Rumstation, ISS.

Det er den længste amerikanske rumrejse til dato, og meningen med den var blandt andet at bane vejen for at få mennesker til Mars.

Uden Scottt Kelly

Turen til Mars bliver dog uden Scott Kelly i raketten.

– Denne et-år-i-rummet-mission var en betydningsfuld udfordring for alle involverede, og det gav mig et unikt perspektiv og en masse tid til at reflektere over, hvad mit næste skridt skal være i vores fortsatte arbejde for at udvikle vores evner i rummet og på Jorden, siger Scott Kelly ifølge Reuters.

– Jeg er taknemmelig og spændt over mine nye muligheder for at kunne støtte og tage del i det fantastiske arbejde, som Nasa udfører for at kunne få os på rejser længere ud i solsystemet, siger han videre.

Fortsætter forskning

Selv om Kelly lægger rumdragten på hylden, vil han fortsat arbejde med forskning, der relaterer sig til hans missioner, oplyser Nasa.

Amerikaneren blev en del af Nasa i 1996 og har siden været på rumrejse fire gange. Første gang var han på en vedligeholdelsesmission til Hubble-teleskopet i 1999.

Ifølge Scott Kelly er det sværeste ved at være på mission i rummet, at han er væk fra sin familie og sine venner i lang tid ad gangen.

Takker Kelly for indsats

Nasa-chef Charles Bolden takker Scott Kelly for hans indsats.

– Når de første amerikanere sætter deres fod på Mars vil de følge i fodsporene af en af de dygtigste astronauter i dette rumprograms historie, min ven Scott Kelly, siger Bolden ifølge AFP.

– Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der har gjort sig mere fortjent til at kunne slappe af og bruge tid på samme planet som sin familie og sine venner, siger han videre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS