Rejsegilde på biogassen i Holsted
I dag kan der fejres rejsegilde på biogasanlægget NGF Nature Energy Holsted ved Vejen. Om mindre end et år vil 13 millioner kubikmeter grøn gas strømme fra anlægget.
Fire tårne skyder efterhånden godt op i landskabet ved Grindstedvej i Holsted. Det er tankene til det kommende biogasanlæg NGF Nature Energy Holsted, der fra slutningen af næste år er klar med grøn gas til naturgasnettet. Byggeriet kan fredag d. 21. november kl. 12.00 fejre rejsegilde, og det glæder naturligvis administrerende direktør i NGF Nature Energy, Ole Hvelplund:
– Vi vil gerne medvirke til at fremtidssikre den investering samfundet og de enkelte kunder har gjort både i naturgasnettet som infrastruktur og i gassen som energiform. Gassen har rigtig meget at byde på i den grønne omstilling, og vi glæder til at vise, hvor nemt det bliver for kunderne – uden dyre investeringer i nye installationer – at få den grønne energi hjem i stuerne.
NGF Nature Energy bygger lige nu tilsvarende anlæg på Nordfyn og Midtfyn og vil fra 2017 kunne dække svarende til 1/3 af Fyns naturgasforbrug med grøn gas.
Danske ressourcer
Det kommende biogasanlæg skal årligt aftage og behandle næsten 400.000 ton biomasse – de 70 procent kommer fra egnens egne leverandører.
På den anden side af processen bliver den til op mod 13 mio. kubikmeter grøn gas, eller hvad der svarer til 7.000 husstandes årlige varmeforbrug.
På byggerisiden står danske Xergi, der har flere end 100 energianlæg i porteføljen. De står også bag NGF Nature Energys byggerier af lignende anlæg på Midtfyn og Nordfyn, som ligeledes ventes klar til årsskiftet 2015/2016.