Rejsearrangører melder om få danskere i Bangkok

Foto: PORNCHAI KITTIWONGSAKUL/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er fortsat uvist, hvor mange danskere der befinder sig i Thailands hovedstad, Bangkok, som mandag blev ramt af en voldsom bombeeksplosion, der kostede 27 mennesker livet.

Udenrigsministeriets Borgerservice kan endnu ikke udtale sig om, hvorvidt der er danskere blandt de dræbte eller tilskadekomne, men ifølge flere danske rejsearrangører, tyder meget på, at der ikke befinder sig ret mange danskere i Bangkok netop nu.

Rejseekspert i Bravo Tours Stig Elling oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at det er uden for den danske sæson, og Bravo Tours har blot to gæster i byen, som selskabet har været i kontakt med.

Niels Amstrup, der er direktør i Jysk Rejsebureau, oplyser, at selskabet har 300-500 gæster i Thailand netop nu, men han ved ikke, hvor mange af disse der befinder sig i hovedstaden.

»Vores rejsende er backpackere og frie rejsende, så vi ved, at de er spredt for alle vinde på mange forskellige hoteller. Vi har dog talt med mange af vores samarbejdspartnere, og vi har ikke viden om nogen, der skulle være kommet noget til. Men jeg vil understrege, at vi ikke har været i kontakt med alle,« siger Niels Amstrup, der vurderer, at rejsebureauet har hørt positive tilbagemeldinger fra »et par hundrede« rejsende som med sikkerhed befinder sig i Bangkok.

Jysk Rejsebureau betragter hændelsen i Thailand som overstået og retter sig efter officielle udmeldinger fra danske og thailandske myndigheder, fortæller Niels Amstrup.

»Vi holder øje med Udenrigsministeriet og Borgerservice for at se, om der skulle være danskere, som er kommet noget til, men vi har ikke modtaget nogen meldinger om, at der er fare for en yderligere udvikling,« siger han.

Jysk Rejsebureau har i den forbindelse en opfordring til alle de danskere, der befinder sig i Thailand:

»Vi vil opfordre alle danskere i Thailand til at tage kontakt til deres pårørende derhjemme, så ingen går og er unødigt nervøse. Vi ringer til rejsende, som skal ind og ud af Thailand nu her for at høre, om de er okay med situationen. Ellers henviser vi alle til at holde øje med anbefalinger fra lokale myndigheder og Udenrigsministeriet,« siger Niels Amstrup.

Berlingske Nyhedsbureau arbejder fortsat på at få en melding fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Thailandske myndigheder har oplyst, at 78 personer blev såret ved angrebet, som fandt sted kort før klokken 19 mandag aften lokal tid. Flere thailandske medier beretter, at flere af de sårede og dræbte er turister, heriblandt mange fra Kina og Taiwan.

Powered by Labrador CMS