Regulator tilbagekaldes – lækker for meget gas

Et såkaldt regulatorsæt kaldes nu tilbage på grund af gas-lækage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Har du en gasgrill? Eller måske en ukrudtsbrænder? Så bør du nok læse med her – nu tilbagekaldes et såkaldt regulatorsæt på grund af lækage.

Det drejer sig om model A235is (DG 3993) regulatorer, som indgår i regulatorsættene med bestillingsnummer 1183 og 6422 – solgt i Harald Nyborg. Det oplyser Harald Nyborg på sin hjemmeside.

Det gør firmaet, da der er konstateret en minimal afvigelse fra Gasreglementet.

Regulatorerne er mærket 06/17 og 07/17. Mærkningen findes på siden af regulatoren.

Kunder, der har købt disse regulatorsæt, og hvor regulatoren har den nævnte mærkning, bør stoppe brugen af dem og henvende sig til Harald Nyborg. Ved returnering betales pengene tilbage.

Den i EN16129 standarden tilladte lækagerate på en ny regulator er på enkelte regulatorer ikke i overensstemmelse med Gasreglementets regler om gastæthed. Det oplyser leverandøren til Harald Nyborg og uddyber:

Der kan på de afvigende regulatorer konstateres små gas-bobler med brug af sæbevand eller lækagespray mellem positionerne ‘lukket’ og ‘åben’.

Overskridelsen af den tilladte lækagerate kan kun forekomme i en normalt ikke anvendt driftsposition af åbne/lukke grebet på siden af regulatoren og kan kun registreres under bevægelsen af grebet mellem de to anvendte driftspositioner ÅBEN – LUKKET.

Alle regulatorer (DG 3993) er dog gastætte, når grebet står i ‘åben’ og ‘lukket’ position.

Der er ikke registreret nogen ulykker med regulator A235is på grund af den mulige overskridelse af gaslækage-raten, oplyser Harald Nyborg.

Regulator A235is er solgt i foråret 2017.

Kunderne opfordres til at levere produktet tilbage til Harald Nyborg.

Powered by Labrador CMS