Regionsråd: BIOS har begået tillidsbrud
Den hollandske virksomhed BIOS, der står til at overtage ambulancedriften fra 1. september på det meste af Fyn, samt Syd- og Sønderjylland har længe haft svært ved at skaffe medarbejdere nok.
Tidligere på måneden forsikrede firmaet dog regionsrådet i Region Syddanmark om, at der var styr på vagtplanen for september, og at virksomheden ville have fuld bemanding i begyndelsen af 2016.
Men nu er det alligevel usikkert, hvem der skal føre ambulancerne i Region Syddanmark fra tirsdag 1. september.
For nu er det nemlig kommet frem, at der altså alligevel ikke er styr på vagtplanen. Det har fået regionsrådet til at indkalde til et hastemøde torsdag aften, samt et ekstraordinært regionsrådsmøde fredag.
»Det er alvorligt. Vi har fået papirer fra BIOS om, at de havde dækket alle beredskaberne ind og havde vagtplanerne i orden, og så dukker der en mail fra direktøren op i går aftes (onsdag, red.), der indikerer, at de faktisk ikke har de folk, som de har dokumenteret overfor os, at de havde. Det er jo uacceptabelt, og det er da et tillidsbrud,« siger regionsrådets næstformand i region Syddanmark, Poul Erik Svendsen (S).
Han forklarer, at det blandt andet også er derfor, at de har indkaldt til et møde med BIOS, hvor alle tingene skal gennemgås.
For at få dækket hullerne i vagtplanerne har BIOS blandt andet givet deres reddere ekstravagter uden at orientere dem på forhånd.
Men på trods af det har BIOS altså indtil nu hævdet, at der var styr på vagtplanerne.
En vildledning, som i sidste ende har betydet, at regionsrådet fejlagtigt også har vildledt sundhedsminister Sofie Løhde (V), som i sidste uge havde udvist bekymring om, hvorvidt BIOS kunne nå at få alting klart til 1. september.
»Jeg har det meget dårligt med at vi har vildledt en minister, men på det tidspunkt havde vi ikke nogen som helst grund til at tro, at det var sådan,« siger formand for regionens præhospitale udvalg og politisk ansvarlig for ambulancesagen, Thyge Nielsen (V).
Han kan dog ikke sige noget om, hvilken situation regionen står i fredag, og om BIOS til den tid stadig vil stå til at stå for ambulancekørslen fra tirsdag 1. september.
»Hvis der kommer nogle rigtig gode forklaringer og løsninger i løbet af de næste timer, så kan det da godt være, at BIOS får lov at køre, men de skal være rigtig gode. Jeg vil dog garantere borgerne i region Syddanmark, at der også vil køre ambulancer på tirsdag 1. september,« siger Thyge Nielsen.